Foto: Freja Borne ©
Brøndby U19: To point med hjem fra Aarhus efter fremragende 2. halvleg
Brøndby U19 skulle lørdag eftermiddag på en svær opgave på udebane mod AGF. Netop AGF er startet sæsonen stærkt i U19-ligaen og indtog inden dagens kamp en 2. plads efter blandt andet at have vundet 4-0 mod FC Midtjylland og efter et uafgjort resultat mod FC Nordsjælland tidligere på sæsonen.
Til dagens kamp måtte U19-holdet undvære anfører Lukas Larsen og cheftræner Menno Van Dam til karantæner efter røde kort i den seneste kamp mod FC Nordsjælland og det var således følgende startformation der var udvalgt til kampen:
Noah Sømmergaard
Waldemar Bjergfelt, Ludwig Vraa, Philip Søndergaard, Malek Bakhit
Adam Claridge
Mathias Jensen, Noah Nartey
Benjamin Kold, Bertram Kvist, André Escobar
På bænken sad: Mamadou Jalloh, Matteo Grosso, Tobias Landstrøm, Oliver Sejer, Clement Bischoff og Jonathan Agyekum.
Kampen startede i et fint tempo fra begge mandskaber i en relativt lige indledning. Der var et par optræk til farlige muligheder i begge ender uden at det for alvor blev farligt. Efter 17 min. indtraf kampens første store højdepunkt, da Philip Søndergaard blev sendt i bad med et direkte rødt kort. I optakten til det røde kort blev en af AGF's angribere sendt alene igennem med direkte kurs mod Noah Sømmergaards mål. Philip Søndergaard forsøgte ihærdigt at afværge den farlige situation og han fik, med hvad der lignede en reglementeret tackling på bolden - stoppet AGF-angriberen, som faldt til jorden i Brøndbys feltet. Dommeren vurderede dog anderledes og dermed rødt kort til Søndergaard og straffespark til AGF. Det røde kort kan undre på flere niveauer; Dels lignede det en fuldstændig legal tackling og dels er dobbeltstraf netop afskaffet i situationer, hvor forsvarsspilleren forsøger at spille bolden. Retfærdigheden skete dog fyldest, da AGF ikke formåede at omsætte straffesparket til en føring.
75 min. i undertal mod et godt modstanderhold lignede en svær opgave. Det var dog ikke første gang i sæsonen, at Brøndby U19 har skulle spille med en mand i undertal og jo mere kampen skred frem, jo mere så det ud til, at det var Brøndby, der var i overtal, da de, kampen igennem og især i 2. halvleg, var klart farligere og bedre end AGF'erne. Kort tid efter det røde kort måtte André Escobar se sig ofret for en taktisk udskiftning, da han blev taget af banen og erstattet af Tobias Landstrøm.
AGF havde ikke meget at byde på til trods for en mand i overtal. Brøndbyholdet stod godt defensivt og fik konstant truet AGF på omstillinger ligesom Brøndby også i flere situationer fik presset AGF tilbage på banen - og kunne bevare nogle længere angreb højt på banen. Det udmøntede sig i et par fine optræk til hvad der kunne blive fine muligheder, hvor chancerne dog ikke helt blev gjort store nok. Det lignede derfor, at holdene kunne gå til pause med stillingen 0-0, men kort før pausefløjt bragte AGF sig foran 1-0 efter et hjørnespark. Hjørnesparket, som blev sendt ind fra venstre side, fik Sømmergaard i første omgang bokset væk, men på returbolden koksede Brøndbys opdækning, hvorefter en AGF'er stod fri og han kunne sende bolden i mål til 1-0. Dette var også resultatet ved pausen.
Det var en kold dukkert for Brøndbymandskabet efter en fin og moden 1. halvleg. Men havde man troet, at spillerne ville strække våben kom man på andre tanker i løbet af 2. halvleg, som - situationen in mente - udviklede sig til at være den klart bedste halvleg for U19-holdet i denne sæson. Clement Bischoff blev sendt på banen til starten af 2. halvleg og herfra var der nærmest kun én vej for Brøndby; Angrib. Hvad end spillerne havde fået i pausen kom helt forrygende ud, spillede AGF ned på egen banehalvdel, i samtlige 45 minutter, de sloges og kæmpede, løb ufatteligt mange meter, jublede ved hver tackling og de vadede i store chancer i løbet af de sidste 45 minuter.
En af de chancer udnyttede Noah Nartey til at bringe Brøndby på 1-1 i midten af 2. halvleg på en flot individuel præstation, da Nartey drev bolden gennem AGFs defensiv og fra kanten af feltet kunne han flot sende bolden over i det lange hjørne uden chance for AGFs keeper. Nartey spillede, i øvrigt, en forrygende kamp på den centrale midtbane sammen med Adam Claridge hvor hans stærke tekniske evner gjorde, at AGF slet ikke kunne komme på bolden - selv med en mand i overtal. Udligningen stoppede ikke Brøndby. De fortsatte med at spille på AGF's halvdel og nærmest konstant være farlige. Få minutter efter Nartey's mål til 1-1 skulle Clement Bischoff have sendt Brøndby i spidsen, da han fra kort afstand flugtede bolden over mål. En mulighed, som Bischoff normalt ville omsætte til mål. Brøndby fortsatte med at skabe chancer og det var ingenlunde til at se, at AGF spillede med 11 og Brøndby med 10 - og med 20 minutter igen var indskiftede Jonathan Agyekum milimeter fra at bringe Brøndby i front, da han med træk ind i banen kom fri til en afslutning i det korte hjørne, som dog ramte indersiden af stolpen. I denne periode foregik nærmest al spil på AGFs banehalvdel og det var således også fuldt fortjent, da selvsamme Agyekum, efter en tværpasning fra Kvist, kunne sætte indersiden på bolden og bringe Brøndby i front med 1-2. En imporende flot præstation og respons efter at have været i undertal i det meste af kampen, indkasseret et mål i slutminutterne af 1. halvleg og så komme ud til 2. halvleg og reelt være niveauer over AGF.
AGF havde ikke meget, men med 10 minutter tilbage af kampen blev de for første gang for alvor farlige i 2. halvleg, da en AGF-angriber, efter et indlæg fra venstre side, pludselig stod helt blank i feltet, men hovedstødet blev sendt over mål. Det var nærmest hvad AGF havde at komme med imens Brøndby, i den anden ende, fortsatte med at knokle på. Det var tæt på at udmønte sig i en forløsende scoring til 1-3, da Bertram Kvist, efter 88 minutter, blev sendt nærmest alene igennem i højre side, men den ellers fornuftige afslutning strøg akkurat forbi den fjerneste stolpe. I slutminutterne måtte Ludwig Vraa, der kampen igennem havde været en chef i defensiven, lade sig udskifte.
Det lignede efterhånden, at Brøndby kunne tage den hele vejen, men i det første minut i dommerens tillægstid endte bolden pludselig for fødderne af en AGF'er i venstre side i Brøndbys felt og med en - uheldigvis - fremragende afslutning med højrefoden, sendte AGF'eren bolden helt op i det fjerneste hjørne. Stik mod spil og chancer. Det slog dog ikke Brøndby ud, som pressede på for en udligning, hvilket også var meget tæt på få sekunder før slutfløjtet. Efter et godt gennemspillet angreb kunne Clement Bischoff finde en fri Noah Nartey i AGF's felt, men AGF's keeper diskede op med en super redning i det absolut døende minutter af kampen. Umiddelbart herefter fløjtede dommeren kampen af, hvorfor kampen skulle afgøres på straffespark. For Brøndby scorede Clement Bischoff, Noah Nartey, Jonathan Agyekum og Adam Clardige - og da Noah Sømmergaard reddede to af AGF's spark kunne Brøndby tage to point med hjem i bussen.
Selvom man kan være tilfreds med to point mod et andet tophold efter at have spillet i undertal i 75 minutter havde spillerne fortjent mere. De spillede en suveræn god 2. halvleg, hvor de pressede AGF'erne ned og kreerede flere meget store muligheder til Bischoff, Nartey, Kvist, Agyekum. Det eneste der manglede i en kamp, hvor spillerne i dén grad kan se sig selv spejlet, var den sidste effektivitet.
Brøndby U19, der øjeblikkeligt indtager 3.pladsen i U19-ligaen, går nu på landsholdspause inden næste opgave er om 14 dage på hjemmebane mod Sønderjyske.
Kampen i tal:
17 min: Rødt kort, Phillip Søndergaard
43 min: 1-0 AGF
61 min: 1-1 Noah Nartey
73 min: 1-2 Jonathan Agyekum
90+1 min: 2-2 AGF
24 min: André Escobar UD, Tobias Landstrøm IND
46 min: Mathias Jensen UD, Clement Bischoff IND
57 min: Benjamin Kold UD, Jonathan Agyekum IND
83 min: Ludwig Vraa UD, Oliver Sejer IND
83 min: Waldemar Bjergfelt UD, Matteo Grosso IND
Deltag i diskussionen
Biffan 7. october 2023
Jakob Kjærgaard
Administrator
7. october 2023
RommeTilPhiriOgSå 8. october 2023
Selvfølgelig er det ikke ideelt med alle de badebilletter, men man bliver varm og hjertet ved at læse, hvordan de bare rykker tættere sammen i bussen, kæmper ufortrødent videre og tilmed spiller deres modstandere ud af banen, selv med en mand mindre. Det vidner om en stærk mentalitet.