Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Fanrepræsentant Claus Billehøj: Tanker inden en sæsonstart

 
Claus Bjørn Billehøj er valgt som Fanrepræsentant i Brøndby IF’s bestyrelse. Han kommer hver måned med et indlæg om sin position i bestyrelsen samt tanker omkring klubben.

    • Nanna Møller Karlsen
      13. juli 2022 - Klokken 20:01
  • Nanna Møller Karlsen
  • Nanna Møller Karlsen
    13. juli 2022 - Klokken 20:01

Følgende indlæg er bragt i sin fulde længde efter aftale med Claus Bjørn Billehøj. Det kan også læses på Fanafdelingens hjemmeside.

Kære venner

Så er det tid til nyt fra Fanrepræsentanten her inden sæsonstart, håber at det har nogens interesse her midt i sommervarmen. Mine tanker her er hvad man kalde ”top of mind” her i sommervarmen.

Uanset om vi holder ferie eller ej, så er en ting sikker; vi ser frem til sæsonstart og mange spørgsmål stiller sig, står vi med en kampklar truppe, hvad kan de unge der er kommet op, hvad med Europa – kan vi gå hele vejen og hvad er egentlig vores ambition for den kommende sæson (og måske også de kommende) i forhold hvordan de andre danske klubber udvikler sig? Dertil kommer det fokus der er i medier og fra fans på sociale medier på CV og hans meldinger om truppen mv.

Jeg vil fokusere på 2 temaer; hvem gør hvad i klubben inden for hvilke økonomiske rammer og måske et første forsigtigt bud på, hvor vi som fællesskab skal være i fremtiden.

De økonomiske rammer for Brøndby er givet i et budget vedtaget af bestyrelsen. Det gælder både de penge vi ønsker at tjene og de penge vi vil bruge som virksomhed. Det dækker alt fra indtægter i boderne, sæsonkort, sportsligt budget, vedligeholdelse af banen – ja alt. Budgettet er lagt, så Brøndby er i økonomisk balance, og kan ”svare hver sit” og dermed kan betale sine regninger igennem budgetåret, uden at ejerkredsen skal træde til. Jeg syntes det er positivt med et budget i balance, både som bestyrelsesmedlem og som Fanrepræsentant.

Det er inden for de rammer, der er givet i budgettet, at klubbens direktion – Ole og CV – kan disponere. Derfor må dem der skriver på de sociale medier eller i almindelige medier stikke pipen ind så at sige. Jeg bliver rystet, når fans med tusindvis af følgere skriver, at ”CV skal fyres fordi han ikke bruger penge”, og at vedkommende får rigtig mange likes og kommentarer – og endnu mere rystet når ”rigtige” medier samler det op og bruger det i deres nyhedsdækning. Hold nu op.

Fakta er at CV alene arbejder inden for de rammer der er lagt i budgettet som er vedtaget af bestyrelsen og som sikrer at virksomheden er økonomisk bæredygtig. Og det er i mine øjne positivt både den korte bane og den lange bane. Det er dyrt at være fattig, og virksomheder, der ikke har en økonomi i balance, kan let komme til enten at stå skidt i forhandlinger (f.eks. om spiller salg), eller trække store veksler på sine ejere, hvilket heller ikke er hensigtsmæssigt.

Så kan man altid drøfte om, der skal være et større budget eller en større risikovillighed, eller en ejerkreds der bare altid vil samle en regning op år efter år. Men det er en anden drøftelse. Det er ikke her og nu, det er i fremtiden.

Der er rygter i medierne og fondsbørsmeddelelser om dialog med potentielle investorer og det kombineret med, at fodbolden udvikler sig og det kræver penge, mange penge. Der er meget debat om, hvad er vores værdier og hvad er Brøndby for en klub og et fællesskab. Fanafdelingen har sammen med Alpha, Svinget og Brøndby Support meldt noget ud, og senest har Alpha i eget navn skrevet en række indlæg om deres tanker. Det er i mine øjne så godt med den slags indlæg og debat, det er den eneste måde vi sammen og på tværs kan finde fælles grund. Ligeledes er Fanafdelingen på trapperne med en værdiproces, det er så vigtigt og godt. For det er umuligt at snakke den ene eller den anden investor, eller budgetstørrelse, hvis vi ikke er enige om dels vores værdier og dels vores fælles ambition med Brøndby.

Jeg vil gerne komme med nogle af mine indledende tanker om hvad Brøndby er i 2030. Og for god ordens skyld; det er alene mine og ingens andre.

Jeg så gerne at i 2030 er Brøndby IF (og det med farver og navn og Brøndby Stadion er udgangspunktet for alt):

  • En klub med en økonomi i balance
  • En klub der er fast i top tre og måske med et mesterskab og at vi har været i 2 pokalfinaler
  • En klub der spiller europæisk gruppespil hvert andet år
  • En klub med en stærk og velfunderet masterclass der udgør kernen i truppen og som er attraktiv for talenter i hele norden
  • En klub med en stærk kobling mellem fans, foreningen og selskabet og også en klub med et tæt samarbejde mellem fans og partnere og selskab om at udvikle Brøndby videre frem
  • En klub med et stærkt socialt engagement i lokalområdet

Det var mine tanker og et bud på fremtiden. Jeg ved ikke om jeg er alene med mit perspektiv eller om mange er enige. Det er egentlig heller ikke formålet her og nu men blot en intention om at igangsætte en debat – en debat der er helt central når vi skal tale fremtiden og om budgettet er stort nok med videre.

Til sidst i øvrigt, husk at melde dig som frivillig til Brøndby-cup, det er Fanafdelingen der støtter moderklubben i at få frivillige til turneringen, og mange af dem der tager et ansvar i fanmiljøet uden for kampdage, dukker op og giver en tørn med. Det bør du også gøre. Jeg er selv med og håber, at jeg kan tale med nogle af jer samtidig med at vi gør en forskel for klubben. Det er i mine øjne vigtigt.

God sæsonstart, jeg håber at vi kan ses på lægterne og også der tale om fremtiden for Brøndby.

Claus Bjørn Billehøj





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • Betalende bruger
      13. juli 2022   

  • MÅSKE et mesterskab inden 2030, håber godt ikke - selvom det er for repræsentantens egen regning - at det er en ambition JBA og den øvrige del af bestyrelsen er enig i, rystende læsning. Og hvis det er, så glæder jeg mig endnu mere til at der kommer en ny pengestærk investor ind, der er sportslig ambitiøs - holder ikke til, hvis BIF om 8 år fortsat køber 22 årige med potentiale, da skal klubben være et helt andet sted. Hvis ikke der bliver lagt løbende på (økonomisk/ambitionsmæssigt) de næste 8 år, så tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange flere klubber, som har overhalet Danmarks engang fodboldflagskib. Selv den tålmodige fynbo, NF, har fået nok.
    5 enige
     
    • fabi
    • fabi   13. juli 2022   

    • @Uche91 - hvis Brøndby har vundet et mesterskab mere inden år 2030, så er der med stats garanti ikke nogle hold der har overhalet os. Fck vil højest sandsynligt vinde 5-6 mesterskaber med deres langt højere og større økonomi. I hvertfald ud fra sandsynlighed.
      Så mit spørgsmål til dig er hvem skulle tage flere mesterskaber end 1 ud over fck, og på den måde overhale os resultatmæssigt og økonomisk. For det har jeg godt nok svært ved at se.
      Jeg synes omvendt at det er et meget ambitiøst mål, sådan som klubbens økonomiske situation ser ud nu.
      4 enige · 5 god kommentar

  • mp80
  • mp80   13. juli 2022   

  • Ja CV arbejder indenfor de rammer der er sat, men synes du han har købt godt ind? Mit svar er nej.

    CV har selv udtalt at msn havde penge til profiler, men brugte dem ikke. Så ja, der er penge til profiler.

    CV har for nylig udtalt truppen er stærk og kan nå en 3. plads, det er de fleste vel enige om ikke er tilfældet.

    NF har også været ude og sige holdet trænger til profiler, efter en stor afgang af de bedste spillere de seneste vinduer.

    Ikke udviklingsspillere som CV igen og igen snakker om, nej performance spillere.

    At stille spørgsmål ved CV er helt fair efter min mening, han har selv erkendt de indkøb han har hentet ikke har leveret det forventede.

    Vil man være et top hold, skal kvaliteten hæves.
    4 enige

  • Welkro
  • Welkro   13. juli 2022   

  • Lidt pudsigt indlæg, og lidt pudsigt at en fanrepræsentant skriver at fans i princippet skal holde deres kæft omkring meninger omkring klubbens ageren.

    Jeg har set og deltaget i en del debatter omkring CV. Jeg har rent faktisk ikke oplevet en eneste gang at nogen har skrevet at CV skal fyres fordi han ikke bruger penge. Jeg har ikke set nogen der ønsker at klubben bruger penge man ikke har. Jeg tror at 99% af alle fans har oplevet krisen for få år tilbage og forstået alvoren.
    Men CV er blevet voldsomt kritiseret for så at bruge en masse penge på spillere der nu sidder på bænken eller ikke er gode nok. Der er en kæmpe forskel og i min verden er det berettiget. Der bliver indlægget altså ret unuanceret, og udviser ikke meget forståelse for den kritik der er af CV!

    Og at tærske flosklen om at det er dyrt at være fattig, gør indlægget direkte useriøst!
    Vi har ingen nævneværdig gæld, vi har penge på kontoen og Superligaens 3. største budget. Så vi er økonomisk den 3. største klub i Danmark. Er vi så fattige?? NEJ!
    3 enige · 2 god kommentar
     
    • @Welkro Jeg er meget enig i dit oplæg, og syntes faktisk bestyrelsen/fanrepræsentanten og CV virker indesluttet om sig selv, i stedet for at kigge på de fejlkøb der er blevet gjort, og komme med forslag til forbedringer.
      Det er tydeligt for enhver at vores scouting afdeling har været under SL standard, hvilket medfører at CV er ekstremt lidt risikovillig i forhold til indkøb.
      Hvorfor kan vi ikke købe 2 20 mill spillere, der kan løfte holdet og som kan blive solgt for 60 mill? Ja, det kan vi ikke, hvis man ikke har tillid til ens egen scouting.
      Grundlægge mener jeg at bestyrelsen virker handlingslammet og at det hele handler om at vi er i økonomisk ligevægt. Det virker som om de ikke kan omstille sig fra at redde klubben, til at udvikle klubben, og det er trist og bekymrerende.
      2 enige · 2 god kommentar
     
    • @Welkro ja, det er underligt at lægge op til debat, men samtidig bede folk om, at stikke piben ind! Hvis vi skal have en debat, må der ikke være hellige køer, uanset hvor dumme andre føler de ting der bliver debatteret er. Det virker ikke godt for en debat, hvis der allerede er ting, der ikke er til debat. Synes dette oplæg kunne have været spændende at diskutere, men nu bliver det mere et, i ved intet, så lev med det oplæg.
     
    • Mr.D
    • Mr.D   15. juli 2022   

    • @Welkro
      Hans pointe er vel at kritikken (af CV) for ikke at bruge penge er uberettiget, da den beslutning ligger et andet sted.
      Og så ER det dyrt at være fattig, derfor skal vi undgå at blive fattige igen. Det et vel en fair pointe?

---

  • CST
  • CST   14. juli 2022   

  • Synes ledelsen virker hæmmet af fortiden og derfor er bange for udvikling og tage store ryk.
    Det var det BIF blev landskendt for, og derfor de blev hele DK klub. Ledelsen var visionær.
    De var først med professionel fodbold de gik på børsen de ville blande sig med de store i Europa de købte Stadion mv.
    Det var de visioner der byggede Brøndby, det var det Brøndby jeg blev fan af.
    Nu er det tydeligt at middelmådigheden har taget over, og dem der er kommet til som fan og ledelsen i 00erne og 10erne er vant til fiaskoer og middelmådighed. De har nærmet stillet sig tilfreds med at være et midterklub. Vi har brug for folk der er visionære.
    Ikke folk der stiller sig tilfreds med 3 pladser og et mester hvert 10 år. Hvis FC klubberne kan være med på den hylde kan BRØNDBY fandme også.(undskyld jeg bander).
    CV skal selvfølgelig forholde sig til budgetter mv. Men hvad er det han vil.
    Han køber middelmådighed i aldersklassen 22 år. De er ikke de store transfer summer værd, da de allerede er blevet for gamle. De bidrager heller ikke med rutine da de kommer fra lavere hylder end den danske.
    Vi har ca 7 angribere i truppen men ingen topangriber overhovedet. Det må være 1 gang i klubbens historie vi ikke har en klasse angriber, imens BIF har været i den bedste række.
    vi har 6 forsvar spillere til 2 pladser men kun 1 højre back og en venstre back.(bjur er ikke back og Friedrich er ikke superliga klar).
    Balancen i truppen er forkert. Så han kunne sagtens have råd til nogle store profiler hvis ikke han satsede alt på leverpostej. Pavlovic og Divkovic samt Bjørk og talenterne Oscar Fallenius og Singh samt Salech kunne nok godt tilsammen havde give luft i økonomien til et par klasse angribere. Sådan kunne man blive ved.
    FC klubberne satser på sportslig succes og det giver Europa penge i kassen samt sponsorere samt tilskure mv.
    Vi satser ikke noget pga fortiden skræmmer, imens kører toget derud af.
    Jeg tror der sker det samme med BIF som der skete med KB og Hvidovre mf dengang proffessionel fodbold blev indført i DK. Vi bliver sorte per.

    CV Han har kun kunne sælge spillere som vores tidligere træner og sportsdirektør har købt. Mesterskabet blev vundet med spillere fra Troels Bech tiden og træneren fra Ebbe Sand.

    CV har ikke bevist en skid. Han udnyttede heller ikke momentum fra mesterskabs sæsonen. Han snorksover den kære CV.
    Glæder mig til der kommer en ny forhåbentlig visionær indehaver ind i klubben der kan flytte vores klub.
    Vores klub i dag er ikke den klub som den var i 80erne og 90erne desværre.
    Klubbens værdier var dengang ambitioner..
    i dag er det middelmådighed på alle fronter.
    Selv mange fans er efterhånden tilfreds med middelmådighed.
    2 enige

  • Fanrepræsentanten,Claus Bjørn Billehøj rejser en række helt aktuelle spørgsmål op til sæsonstart. Indledningsvis tak for et godt debat oplæg - det er hammer vigtig med en åben & tolerant debat.

    Her er mine ligefremme svar på nogle af de rejste spørgsmål:

    1) Står vi med en kampklar trup - Alt andet vil være er helt uacceptabelt og det første søm i NF kiste, alt omkring en kampklar trup er et planlægnings spørgsmål.

    2) Hvad kan de unge, Som minimum et frisk indsprøjtning både i omklædningen og på træningsbanen, resten er umuligt at spå om, men spændende...

    3) kan vi gå hele vejen i Europa? hele vejen...? Hertil er svaret Nej.

    4) Ambitioner - Top 3 er klubbens nuværende mål, som gentagne gange meldt ud af CV.

    2030 forhåbninger:

    Jeg er enig i det hele - vedrørende frekvensen af nye mesterskaber (superligaen) så er det nok ikke realistisk med meget mere end 1 mesterskab hvert 5 år (med det nuværende udgiftsniveau) vi vinder ikke i den indeværende sæson,derefter er der 7 år frem til 2030
    så jeg kan godt accepterer alene 1 mesterskab - men vi skal sigte højere og det gør JBA, heldigvis, men i det aktuelle setup rækker målsætningerne ikke til mere, og af samme grund søger JBA efter nye investorer som kan være med til at løfte klubben op på et højere niveau.

    FORZA BRØDNBY....!


  • En ting er sikkert. Hvis vi skal i et gruppespil hvert andet år, så skal der, som i skal der en ny investor ind. Det vil nemlig betyde at der ikke bliver “råd” til en opbygning og derefter genopbygning af holdet som det tegner til i dag.
    1 enig

---

  • Laasss
  • Laasss   15. juli 2022   

  • Selv om jeg er enig i at negativiteten er for stor og ikke forstår hvorfor, med tanke på de sidste 16 år, og jeg mener klubben gør det rigtige, så er det et mærkværdigt indlæg.

    Mener ikke det er korrekt som fanrepræsent at lave sådan et, for der skal man om nogen, favne alle holdninger og synspunkter.

    Jeg ved godt det er din personlig holdning, men da du har valgt at være fanrepræsentant, har du samtidig valgt at dine egne holdninger er sekundære for fællesskabet, og derfor skal du nok stikke piben lidt ind så at sige :-)
    1 enig · 1 god kommentar




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder