Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Frederiksen med wingback-opdatering: Riveros er klar, Cappis gjorde det godt og Friedrich træner med

 
Niels Frederiksen giver her en status på wingback-situationen i Brøndby IF efter Kevin Mensahs alvorlige knæskade.

    • Nanna Møller Karlsen
      10. marts 2022 - Klokken 14:12
  • Nanna Møller Karlsen
  • Nanna Møller Karlsen
    10. marts 2022 - Klokken 14:12

Kevin Mensah er blevet korsbåndsskadet og Niels Frederiksen og co. skal derfor nu finde en ny løsning på venstre wingback, som viceanføreren ellers har siddet relativt tungt på. Derfor var det med Brøndby-briller også lidt bekymrende, at Andreas Bruus trænede en del for sig selv ved torsdagens træning.

Det er dog ikke alvorligt og Brøndby-træneren regner med at Bruus er klar søndag.

- Vi er selvfølgelig rigtig ærgerlige over Kevin Mensahs skade. Bruus forventer vi bliver klar og at han træner fuldt med i morgen. Vi har behandlet ham lidt forsigtigt i denne uge, fordi han fik lidt med benet efter kampen i Silkeborg. Men ikke noget vi vurderer er slemt, siger Niels Frederiksen til 3point.dk.

- Blas (Riveros, red.) træner også fuldt med, og det er vi også glade for. Vi har også Friedrich med nu. Han kommer til at træne en hel del med os i den kommende tid. 

Blas Riveros har været ude med corona, men er altså tilbage i fuld træning og ligner den mest oplagte kandidat til at tage over for Mensah. Han har ikke været hårdt ramt af sygdom.

- Det har været okay. Nogle har været hårdere ramt end andre og det har ikke været corona alt sammen. Nogle har haft influenza. Carl (Bjørk, red.) har været lidt hårdere ramt i forhold til symptomer. Blas var ikke ret hårdt ramt, det var kun lige den første halvanden dag, hvor han havde lidt, men ikke noget særligt. Ham holdt vi hjemme af hensyn til smitterisiko, men har kunne træne hjemme de fleste af dagene i sidste uge. Han har været fuldt med siden i mandags, så det er okay.

Så du vil ikke være bange for at starter Blas på søndag?

- Det ville jeg ikke være bange for. Det er han klar til. 

Så er der det taktiske. Brøndby har i 2022 spillet wingbackerne en smule anderledes end i efteråret, men Frederiksen er ikke nervøs for Riveros i forhold til det taktiske heller.

- Han har trænet med hele vejen igennem, så det er han klar til. Han er måske en lidt mere intuitiv spiller end han nødvendigvis er en strukturspiller, men det ville det også have været i den gamle måde vi spillede på. Men det skal han nu nok kunne klare.

En helt anden mulighed for trænerteamet er Christian Cappis, der vikarierede for Mensah i Silkeborg, da han blev skiftet ind.

- Vi synes egentlig at han klarede den udmærket. Så længe vi spiller med wingbacks, synes vi godt at han kan dække den plads. Det er også en mulighed for os. Han løste det fint i Silkeborg. Vi har eksperimenteret lidt med Cappis som venstre stopper også. De fleste spillere kan spille de fleste positioner, det er bare spørgsmålet om hvilket niveau, de gør det på.

- Vi har den tilgang, at vi gerne vil have de bedste spillere på banen. Så må vi prøve at få de bedste spillere passet ind på de positioner, som passer. Frem for at vi er ekstremt fokuserede på, at nu mangler vi en back, så SKAL det være en back, der erstatter, hvis vi egentlig synes der er en spiller, som er lidt længere i udviklingen, har gjort det bedre og har lidt mere momentum.

Mange Brøndby-fans spørger også til hvor langt Peter Bjur er. Han spillede en stor del af mesterskabssæsonen som venstre wingback, men har været ude hele sæsonen. I Brøndby regner man med at han skal spille en reserveholdskamp om et par uger.

- Jeg vil tro, at det bliver deromkring. Han nærmer sig comeback. Det har han gjort i et stykke tid, men nu håber vi på at det lykkes denne gang. Der kommer lige til at gå små 14 dage, før han er klar til det, slutter Frederiksen.

På søndag får Brøndby IF besøg af AGF, og så må vi se, hvem der dækker de to pladser som wingbacks for de blå/gule.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • Hvor er jeg dog bare glad for NF.. Helt nede på jorden og ikke bleg for at sige det som det er..
    6 enige · 2 god kommentar

  • sirtrip
  • sirtrip
    Betalende bruger
      10. marts 2022   

  • Jeg håber på Blas griber muligheden og viser sit fulde potentiale.... Og at Friedrich får masser af indhop hvis han er parat....
    5 enige




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder





KØB VORES KOPPER, BØGER OG PLAKATER