-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Tidlig lørdag eftermiddag lagde bane 2 græs til U/19 Liga-kampen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland. Midtjyderne ligger suverænt nummer et i rækken, så der ventede Christian Sørensens mandskab en vanskelig opgave. Han valgte følgende 11 spillere fra start i kampen:
Tobias Juul
Joseph Mwamba - Mads Westergren - Emil Staugaard (U/20) - Matin Saleh
Marinus Løvgren Larsen - Laurids Brandt Andersen - Louis Peña Christoffersen
Mathias Kvistgaarden - Jagvir Singh (U/20) - Mads Freitag
Brøndby kom faktisk fint ud til de første minutter af kampen. Mathias Kvistgaarden drev allerede i første minut flot bolden frem og tog en afslutning fra kanten af feltet. Det blev til et nærgående forsøg, som strøg over mål. Men det var en advarsel til FCM, som hjemmeholdet ikke kunne følge op på.
Efter fire minutters spil fik FC Midtjylland et hjørnespak. Bolden blev slået ind i feltet og efter en del rod, blev den til sidst headet i mål af Frederik Heiselberg.
Brøndby svarede faktisk fint igen efter den tidligere scoring til FCM. Et indlæg fra Matin Saleh var tæt på at sejle i mål, men en velspillende FCM-keeper fik vippet den over, inden det skete. På det efterfølgende hjørnespark fik Mads Westergren sendt bolden i nettet, men der blev dømt et frispark til målmanden i en situation lige inden.
Marinus Larsen havde et fint forsøg fra kanten af feltet, men som første halvleg skred frem, fandt FCM flere og flere sprækker i Brøndby-defensiven. Tobias Juul diskede op med en fremragende redning, da en FCM-spiller kom helt fri i feltet og afsluttede fra tæt hold.
33 minutter inde i kampen fik FCM igen et hjørnespark. Igen blev det slået højt ind over og igen fik Brøndby ikke forsvaret godt nok. FCM scorede, men linjevogteren løftede flaget og dømte offside. Han blev dog trumfet af banedommeren, der dømte mål. 2-0 til gæsterne.
To mål nede havde været til at leve med, men sådan skulle det ikke gå. FCM viste klassen, da de i halvlegens første tillægsminut spillede Brøndby helt tynde og fra venstresiden fik lagt et perfekt indlæg ind i panden på Frederik Heiselberg, der sikrede FCM en pauseføring på 3-0.
Der var overordnet set bare mere kvalitet i det gæsterne foretog sig. Både individuelt, men også som hold. Der var en klasse i forskel på de to mandskaber. FCM kørte rimelig meget på cruise control i anden halvleg, og selvom Brøndby var en del på bolden, virkede de ganske komfortable. De stod vældig stærkt i defensiven og tillod ikke meget.
Med 25 minutter igen fik Brøndby lagt et pres på gæsterne og efter et hjørnespark sendte Emil Staugaard bolden på stolpen. Efterfølgende opstod der tumult og Brøndby endte med at tilkæmpe sig et straffespark. Det skulle Mathias Kvistgaarden tage sig af, og han var sikkerheden selv. Han sendte målmanden til den ene side og scorede sikkert med en flad afslutning i den anden side.
Men comebacket udeblev. Med fem minutter igen lukkede og slukkede gæsterne. Doughan Aral Simsir udnyttede totalt passivt forsvarsspil af Brøndby til at drible på tværs af feltet og til sidst curle bolden flot op i det ene målhjørne. Der er ikke noget at tage fra scoringen, det var flot eksekveret, men Brøndbys opdækning var simpelthen for mangelfuld og viljeløs.
I kampens sidste minutter blev der stanget et par gule kort ud til Laurids Brandt Andersen og Mathias Kvistgaarden, men flere mål blev det ikke til og derfor endte stærke FCM med at vinde 4-1.
Brøndby har nu spillet seks kampe i U/19 Ligaen i denne sæson. Det er blevet til tre sejre og tre nederlag.
KAMPEN I TAL:
Brøndby IF U/19 - FC Midtjylland U/19, 1-4 (0-3)
4. minut: 0-1; Frederik Heiselberg
33. minut: 0-2; Hanus Sørensen
45. minut: 0-3; Frederik Heiselberg
57. minut: Gult kort til Hosine Bility
61. minut: Mads Freitag UD / Christian Friedrich IND
69. minut: 1-3; Mathias Kvistgaarden (straffe)
70. minut: Louis Peña Christoffersen UD / Oliver Rytter IND
83. minut: Jospeh Mwamba UD / Filip Andersen IND
85. minut: 1-4; Doughal Aral Simsir
87. minut: Gult kort til Valdemar Birksø Thorsen
90. minut: Gult kort til Mathias Kvistgaarden
90. minut: Gult kort til Laurids Brandt Andersen
Deltag i diskussionen
Saesonkort
Betalende bruger
Top kommentator
Top enige
26. september 2020
Klipklapperen
Betalende bruger
26. september 2020
Ser egentlig kun Kvistgaarden som havende kvaliteten fra 02 årgangen. Og så synes jeg, at Emil Staugaard på papiret burde kunne binde forsvaret bedre sammen, end det er tilfældet. Ser heller ikke ud til at Westergreen er et emne.
MortenD 27. september 2020
Klipklapperen
Betalende bruger
27. september 2020
Nu har vi lidt ud af det blå ramt to gode årgange i 00 og 01, og det har øget forventningerne til, at MC skal spille med i toppen. Tror ikke vi resultatmæssigt skal regne med det store de næste par år. Men som du også skriver, er udvikling af de enkelte spillere i sidste ende det vigtigste.
Joblar 26. september 2020
MortenD 27. september 2020
Vestergaard 27. september 2020
---