Foto: Teis Markfoged ©
U/19: Pyne-Cole blev den store helt i sit comeback
Brøndby fik tilkæmpet sig tre point at gå på ferie på i sæsonafslutningskampen mod et defensivt stærkt AC Horsens mandskab. U/19-træner Christian Sørensen stillede med følgende mandskab:
Lucas Ziegler
Alexander Vestergaard - Cornelius Allen - Filip Andersen - Magnus Ravn
Waldemar Kattrup - Laurids Brandt Andersen - Oliver Jeppe (c) - Marinus Løvgren Larsen
Christian Friedrich - Valdemar Kwasniak
Scenen var sat på bane 2, hvor vejrforholdene mere mindede om en kamp i syden. Det var en tøvende start fra begge hold, der skulle finde sig tilpas i kampen og i de 30 graders varme.
Efter små ti minutter fik Magnus Ravn brudt bolden på egen halvdel og vandt sig et farligt frispark i en god position for Marinus Larsen. Et flot spark blev sendt afsted i retning mod trekanten, men en lige så flot redning af Horsens-keeperen, holdt Marinus fra at score sin ottende sæsontræffer i U/19 Ligaen. I de næste minutter fik Brøndby lagt et tungt pres på den opspilsusikre bagkæde, men den sidste fornødne kvalitet manglede hos de blå/gule. Det høje genpres udmøntede sig i en masse hjørnespark, hvor Horsens' rugbrødsforsvar fik afvist sikkert.
Kampen var præget af mange stop, eksempelvis ved vandpauserne, der hev flowet ud af kampen. De to angrebsivrige frontløbere Christian Friedrich og Valdemar Kwasniak fik truet Horsens' bagrum op til flere gange i første halvleg, men uden det store held. Midtbanekreatøren Marinus Larsen havde også sine chancer ude fra feltet i første halvleg, men ligesom de to frontløbere så ville bolden ikke ind røre det blå/gule ternede målnet.
Horsens fik ikke gjort meget væsen af sig i den første halve time i kampen. De levede på de få dødbolde de tilkæmpede sig. Ti minutter før pause fik Horsens et hjørnespark. De blå/gule fik ikke clearet bolden langt nok væk, og så endte bolden inde i det lille felt igen, hvor markeringerne svigtede. Horsens bragte sig foran 1-0 stik mod spil og chancer.
Efter målet fik Brøndby svaret godt tilbage med en masse hurtigt boldflytteri, der fik Horsens-drengene ud at løbe i den bagende sol. Et par flotte kombinationer af Friedrich, Kwasniak og
Marinus skabte Brøndbys bedste chance i første halvleg, men en Horsens-spiller fik skrabet bolden væk fra stregen. Horsens-spilleren røg ind i målet og bolden ud til indkast. Brøndby måtte gå til pause med skuffende 0-1-cifre i sæsonafslutningen.
Marinus Larsen og resten af holdet kom stærkt ud til anden halvleg og fik skabt et hav af chancer. De første ti minutter af anden halvleg var en belejring af Horsens' felt, dog endte boldene på byggepladsen til det nye klubhus fremfor i målet bag Horsens-keeperen. Brøndby viste prøver på flot pasningsfodbold, men skarpheden i de afgørende sekvenser manglede.
Den manglende skarphed i de afgørende sekvenser manglede fra hele holdet. Femten minutter inde i anden halvleg fik den driblingsstærke Kwasniak sat sig igennem på højrekanten med en flot kropsfinte. Han fandt Brøndbys nummer seks Laurids Brandt Andersen i et cutback, men afslutningen faldt for sent og Horsens fik afværget igen.
Med tyve minutter tilbage foretog Brøndby sig en dobbeltudskiftning, hvor det er værd at bemærke, at den skadesplagede Giran Pyne-Cole fik spillet sine første minutter efter en langvarig knæskade. Han kom godt ind i kampen og fik kreeret flere muligheder sammen med sin angrebskollega Kwasniak. Kwasniak og resten af holdet fik igen misbrugt chancerne og fik sendt en ekstra bold hen til byggepladsen, men det så bedre ud, Brøndby havde fundet flere sprækker i en træt Horsens-defensiv.
Efter klumpspil og nærkampe på midten af banen kom Pyne-Cole fri. I et flot raid løb han fra sin direkte modstander ned mod linjen. Den lynhurtige Pyne-Cole formåede at bruge sin fysik og fik vinklet bolden ind til Kwasniak, der ad to omgange kunne score det vigtige udlignende mål. Det var Kwasniaks fjerde mål i denne sæson for Brøndby i U/19 Ligaen.
Efter målet fik Brøndby lagt et massivt pres på de trætte jyder. Historien for Pyne-Cole i hans comebackkamp kunne ikke være skrevet bedre, da han med fem minutter tilbage fandt plads inde i det lille felt og scorede det forløsende mål til 2-1.
Hvilket indhop, hvilken assist, hvilket mål og hvilket drama vi fik i de sidste minutter. Efter 2-1-målet var det nogle lange minutter, men Ziegler og resten af holdet fik afvist det sidste pres fra Horsens. Dommeren fløjtede kampen af og de blå/gule drenge kunne gå på en sommerferie efter en turbulent sæson i U/19 Ligaen. Brøndby endte som nummer 7.
3point.dk talte med Pyne-Cole efter kampen. Denne reaktion bringer vi søndag med offensivspilleren, der har kontraktudløb med Brøndby denne sommer.
KAMPEN I TAL:
Brøndby IF U/19 - AC Horsens U/19, 2-1 (0-1)
37. minut: 0-1; Julius Voldby Rosenberg Hansen
65. minut: Alexander Vestergaard UD / Joseph Mwamba IND
75. minut: Christian Friedrich UD / Giran Pyne-Cole IND
75. minut: Waldemar Kattrup UD / Louis Peña Christoffersen IND
80. minut: 1-1; Valdemar Kwasniak
81. minut: Laurids Brandt Andersen UD / Kasper Larsen (U/17) IND
85. minut: 2-1; Giran Pyne-Cole
89. minut: Gult kort til Magnus Ravn

Deltag i diskussionen
Saesonkort
Top kommentator
Top enige
20. juni 2021