Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Genudgivelse af stort interview med Brøndby-legenden Ebbe Skovdahl

 
Her kan du læse Hamza Inayats store interview med Brøndby-legenden Ebbe Skovdahl fra december 2018, som vi har fået lov at genudgive i forbindelse med Skovdahls bortgang.

    • Nanna Møller Karlsen
      1. november 2020 - Klokken 11:25
  • Nanna Møller Karlsen
  • Nanna Møller Karlsen
    1. november 2020 - Klokken 11:25

Interview og tekst af: Hamza Inayat

Interviewet er oprindeligt bragt på AHO den 13/12-2018, men genudgives nu på 3point.dk i forbindelse med Ebbe Skovdahls bortgang.


Siden sine 20’ere, har legenden Ebbe Skovdahl viet sit liv til Brøndby IF af flere omgange. I dag er han 73 år og nyder tilværelsen på Vestegnen, med sin kone. I denne artikel får du et indblik i, hvem personen bag utallige bedrifter og triumfer er. Han er manden bag store milepæle i klubbens historie. Genrejsningen fra den store Interbank-sag i 90’erne, mange trofæer, en kvartfinaleplads i den turnering, der senere blev kendt som Champions League, sejren på Anfield, 5-0 comebacket i Karlsruhe, klubbens første double med to 4-1 sejre på få dage over fck, Champions League i 1998 og en masse andet.

I den sidste interview-artikel i 2018, sætter vi fokus på den mest vindende træner i klubbens historie.

Hvis du ser tilbage på din tid i Brøndby, helt fra 1971, og næsten 30 år frem, hvor du var her af flere omgange - hvordan vil du så beskrive den?

- Det har jo været en fantastisk tid. Det har været helt fra man spillede i Danmarksserien, til at blive dansk mester og opnå store bedrifter i Europa. Men først og fremmest er det fordi, klubben har udviklet sig på mange områder. Især økonomisk, selvom der har været et par sager sidenhen. Der har været en stor udvikling i klubben, og min tid har været fantastisk.

Du er mest kendt for din tid som træner i klubben. Hvordan var tiden som spiller?

- Altså som spiller var det jo positivt det hele. Jeg havde ellers spillet i Vanløse hele min karriere, fra jeg var 8 år, til jeg var omkring 26, hvor jeg kom til Brøndby. Det gjorde jeg fordi Finn Laudrup blev spillende træner. Han spurgte mig, om det var noget for mig. Det passede godt, fordi vi var ved at bygge hus i Greve og det var muligt at få nogle kørepenge til at dække nogle udgifter. Dengang var der jo ikke professionel fodbold, man havde arbejde ved siden af. Efter et års tid, blev jeg anfører i Brøndby. Jeg spillede i klubben indtil 1977, hvor jeg blev spillende træner for tredje- og fjerdeholdet. Der var jeg øm i benene hver morgen, så jeg kunne ikke følge med længere. Jeg blev så alligevel bedt om at hjælpe klubbens andethold i de sidste fem kampe i 1977. Hvis det gik godt, ville de rykke op i Sjællandsserien, hvilket jo var meget godt i forhold til førsteholdets daværende niveau, siger Skovdahl, hvorefter han forklarer, hvor vigtigt andetholdet var dengang.

Mange af Brøndbys stjerner fra fortiden, såsom Per Nielsen, Ebbe Sand og talrige andre, er rykket op fra andetholdet, som delvist tilsvarer nutidens U19-hold. Jo højere et niveau andetholdet spillede på dengang, desto mere modne spillere stødte altså til førsteholdstruppen.

- Jeg hjalp dem og de endte så faktisk med at vinde rækken. Førsteholdet spillede i 3. division, mener jeg. Det svarer til 2. Division den dag i dag. Der skete så det, at man i 1978 startede med betalt fodbold i Danmark. Der blev jeg tilbudt en førsteholdskontrakt af Per Bjerregaard, men min krop kunne simpelthen ikke holde til det længere, så jeg takkede nej. Der skulle trænes meget - mere end jeg kunne klare. Så der sluttede min spillende karriere endeligt.

Lad os rykke videre til din karriere som træner. Den startede med Brøndbys tredje/fjerdehold - og hvad skete der så?

- Jamen efter jeg takkede nej til at være spiller i Brøndby i 1978, fik jeg et tilbud fra Hvalsø på midtsjælland. Det kunne jeg nemmere overkomme, det var ikke tidskrævende på samme måde. Jeg havde jo arbejde som tømrer ved siden af også. Så det takkede jeg ja til. Jeg var der i to år, hvor vi rykkede op det første år. Efter de to år, fik jeg et tilbud fra Glostrup IC, som på en eller anden måde var en af Brøndbys skarpeste konkurrenter dengang. I mine to år der, formåede jeg at hjælpe dem med at rykke op fra 3. Division og overlevede i 2. Division i år to. Derfra tog min karriere så fart. Jeg fik et tilbud fra Brønshøj, som jeg syntes havde et bedre hold. Jeg var der i fire år, hvor vi rykkede op i den bedste række og blev nummer fem. Det er stadig klubbens bedste placering nogensinde. Det var der jeg for alvor testede den der hårde type af presfodbold for første gang. Det fungerede virkelig godt. Vi vandt noget der hed Carlsberg Cup. Det var en mindre pokalturnering, som man spillede om vinteren på grusbaner. Når man så nåede hen til foråret, var det en knockout-turnering med finale i parken, hvor vi slog Hvidovre 3-0.

Og det var dit første trofæ som træner?

- Ja, det var mit første trofæ. Jeg var meget stolt af det, for Hvidovre var Danmarksmestre dengang og havde et virkelig godt hold. Det var stort for både mig og Brønshøj.

Det var så her, du kom til Brøndby som træner for første gang?

- Ja, det var det. Det var i 1986, at jeg fik tilbud om at blive træner for førsteholdet. Der var de lige blevet danmarksmestre for første gang, året forinden. Jeg var træner i klubbens første europæiske kamp nogensinde, hvor vi slog Honved Budapest ud. Så slog vi Dynamo Berlin. Det var fandme et godt fodboldhold de havde. Vi kom så i kvartfinalen i Europacuppen for mesterhold, hvor vi mødte Porto. Vi tabte 1-0 i Porto, med blandt andet Schmeichel og “Faxe” på holdet. I returkampen spiller vi 1-1. Porto endte så med at blive europæiske mestre, efter at have slået Bayern München blandt andet. Det er nok det jeg vil huske min første periode som træner i Brøndby for. Der skete så det, at jeg i sommerferien 1987, fik et tilbud fra Benfica. Jeg kunne ikke sige nej til det tilbud, men set i bakspejlet, var det alt for tidligt for mig. Jeg havde kun trænet fuldtidsprofessionelle i halvandet år.

Det var en for stor omvæltning?

- Ja, lige præcis. Det hele var meget større og jeg var ikke erfaren nok til jobbet. Så der skulle jeg have ventet og blevet i Brøndby. Men altså, jeg efterlod Brøndby som klar 1’er i ligaen i 1987. Vi havde vundet næsten alle kampe og var ubesejrede. Og de blev da også mestre der om vinteren - dengang spillede man efter kalenderår.

Du kommer så tilbage til Danmark efter et halvt års tid i Benfica. Der tager din karriere for alvor form, efter at have fået noget hår på brystet i udlandet, eller hvordan?

- Det kan man godt sige. Jeg kom hjem til Danmark og hjem til Brøndby fra 1988-89. Efter det var jeg i Vejle i en periode på to år. I den periode er Morten Olsen træner for Brøndby og det går jo fint. Men der kommer den der Interbank-sag så op. Det ender med, at han jo køber spillere, som er for dyre i forhold til, hvad klubben kunne klare dengang. Det var sådan nogle som Jes Høgh og Marc Rieper, de havde bestemt ikke være billige. Da jeg så kommer tilbage til Brøndby i 1992, er der jo et stort oprydningsarbejde, hvor klubben bestemt ikke er i god forfatning og der skulle sælges ud af en masse spillere” Trods en europæisk semifinale i 1991, var Brøndby altså efterladt som noget af en rodebutik, hvor økonomien ikke længere hang sammen. Frustrationen over dette stråler klart og tydeligt ud af Ebbe - men stoltheden over at have genrejst klubben, er markant større.

Så der starter genrejsningen af Brøndby, med mange af de unge spillere der senere blev legender og “Skovdahls gule hær”, tog for alvor fart. Du var i klubben i syv år denne gang, i en periode der er fyldt med pokaler, ikoniske bedrifter og presfodbolden fungerede for alvor. Hvordan beskriver og husker du den tid?

- Ja, præcis.” Efter et par sekunders pause og et stort smil, der breder sig i ansigtet, fortsætter han:

- Det var jo en fantastisk tid. Der skulle jeg genopbygge holdet og det var jo så det hold der senere gik hen og vandt tre mesterskaber på stribe og klubbens første double, slog Karlsruhe og Liverpool ud og så videre.

Smilet er der stadig, han tager en slurk af sin kaffe, funderer over alle minderne fra en fantastisk tid og snakken kan fortsætte.

Du er jo også kendt for at have implementeret den presfodbold, der stadig lever i Brøndby den dag i dag. Hvad var tankerne og idéerne bag denne? Og var det svært at implementere?

- Nej! For jeg satte dem godt og grundigt ind i det, kan jeg love dig for. Inspirationen kom fra Liverpool. De spillede noget af den slags fodbold i tidernes morgen og jeg havde fået fat i en masse materiale, omkring deres spillestil, igennem nogle kontakter. Der kunne jeg se, hvordan de koordinerede det hele. Som jeg også sagde til spillerne, handlede det om at skabe underholdning. Jeg testede det jo i Brønshøj i to år, hvor det gik virkelig godt. Der kom flere og flere tilskuere også, fordi der var underholdning. Der skete noget hele tiden og det er jo det, folk gerne vil se. Det var jo det jeg gerne ville opnå i Brøndby, ud over selvfølgelig at vinde og være stabile i præstationerne… Selvom vi løb ind i, at blive slået ud af Skagen.

Et - lidt vemodigt - smil kommer frem i ansigtet på Ebbe, ved tanken om et af de mest overraskende nederlag i klubbens historie.

Det er godt, at vi kan sidde her og grine lidt af det den dag i dag. Men det har selvfølgelig været en katastrofe i kampens hede. Hvad gik galt? Vil du selv mene, at du stillede stærkeste hold?

- Ja, det vil jeg. Det var med alle stjernerne på holdet. Men sådan er det, det hører jo med. Det der skete var, at vi jo havde ham Ole Østergaard som højre back. Han skulle lægge den tilbage, da vi førte 1-0, men sparker den sgu hen over hovedet på Schmeichel og ind i eget mål. Det var som om, vi havde for mange spillere der, som sagde “så kan det hele sgu også være ligemeget” og vi tabte straffesparkskonkurrencen. De dummede sig der.

Fik Ole Østergaard en stor skideballe?

- Neeeej… Det gjorde han faktisk ikke. Det kunne ikke nytte noget, tænkte jeg.

Du var ikke typen, der talte med store bogstaver?

- Jooo, det kunne jeg fandme godt! Men lige med hensyn til den situation, syntes jeg ikke det var det rigtige. 

Kan du huske en eller flere gange, hvor du har været ekstraordinært rasende på dit hold?

- Det var egentlig når folk ikke overholdt de aftaler, man havde lavet. Eller stod og snorksov. Det gjorde mig godt nok rasende! Jeg havde jo struktureret det hele, ved at inddrage spillerne. Jeg havde haft et møde med spillerne, hvor jeg havde spurgt dem “hvem kan fortælle mig, hvordan man sætter mere tempo på en fodboldkamp?”

- Jeg havde jo set så mange trænere stå og sige “mere tempo, mere tempo” - jamen hvordan er det, du sætter mere tempo på en kamp? Er det ham der har bolden, der skal løbe hurtigere? “Nej, ved I hvordan man sætter mere tempo på en kamp?”, sagde jeg til dem. “Det er når modstanderen har bolden”. Hvis man kan strukturere sin defensiv, så den står klar til at presse boldholderen hele tiden, spiller de også hurtigere end de magter. Så vinder man boldene. Vi lavede aftaler om, at modstanderen maks måtte have tre afleveringer, så skulle vi have vundet bolden, et indkast eller lignende. Det var vigtigt at gøre deres spil ukontrolleret og skabe plads allerede før vi havde vundet bolden. Vi gjorde hele tiden, at ALLE deres spillere var under pres. Dem der stod længst væk fra bolden, var mindst under pres. Der skulle hele tiden være to mand til at overfalde ham med bolden. Vi satte faktisk tit fælder op, hvor vi gav målmanden plads til at spille bolden ud til en back, mens vi havde en angriber og en fløj liggende på lur. Som regel spillede jeg faktisk ikke med to angribere centralt, men en central angriber og en venstre eller højre angriber, der lå ude i siden, til at angribe backen sammen med fløjen. Det kunne de slet ikke klare. Engang så jeg en spiller fra AaB der bare spredte benene og lod den gå ud til indkast, fordi han vidste det var umuligt at stå for vores pres., siger han og bryder ud i grin, ovenpå et fantastisk indblik i den spillestil, der kendetegner vores klub.

- Når vi så havde vundet bolden, måtte der under INGEN omstændigheder være mere end fem afleveringer, før vi afsluttede. Selvfølgelig ville det være rart at kunne sige “inden vi scorede”, men altså en afslutning er jo i sig selv målet. 

Det lyder meget som det Zorniger praktiserer nu, hvor det til gengæld bare er tidsbestemt i stedet. Har du snakket med ham om hvad du gjorde dengang?

- Ja, det er rigtigt, han gør det samme, men bare med tid på i stedet. Jeg har snakket med ham om det faktisk. Vi har haft en diskussion om det, men det er klart, der er sket meget siden 1986, hvor jeg spillede med denne stil i Brøndby for første gang. Så han kan sgu ikke lære mig noget om det der!

Endnu engang smiler han ved tanken om de gode gamle dage, med mesterskaber og presfodboldens indtog på Vestegnen. Men ikke alt handlede om Brøndby dengang, for der opstod en “klub” inde i byen i Skovdahls tid, som i dag er største konkurrent og rival.

Du er kendt for et citat, som vi er mange, der kan relatere til. Du siger, at du kun holder med to klubber i Danmark: Brøndby og hvem end fck møder. Har du det stadig sådan den dag i dag?

- Jaja, absolut! Der er to klubber, jeg holder med. Brøndby og fck’s modstander. 

Hader du dem?

- Nej, det er ikke et had. Det synes jeg, er et stort ord. Det er jo en rivalisering og den konkurrence, der skal være. Jeg bryder mig ikke om had, men man må godt drille hinanden, uden at være ondskabsfuld. Så ja, jeg holder da stadig med deres modstandere. Men jeg må også sige, at som det ser ud lige nu, er fck nok desværre bedre end Brøndby. De gør det godt. Brøndby forpassede desværre en stor chance sidste år må man sige. Det kan godt være, at de blev den bedste 2’er nogensinde, men det kan du sgu ikke bruge til noget. Det er nummer ét der tæller. 

Du var jo også træner, da vi vandt klubbens første double. Først med en 4-1 sejr over fck i ligaen, og få dage senere 4-1 i pokalfinalen, hvor fck ellers havde udtalt, at det var en enlig svale og de skulle have revanche. Blev der så også drillet der, fra din side?

- Ja, det gjorde der. Efter pokalfinalen, gik jeg hen til ham der Flemming Østergaard og sagde “Så er det vist på plads”. Det var han bestemt ikke glad for. Det var han sgu ikke, det er helt sikkert. 

Hvis du ser tilbage på din trænerkarriere, hvem vil du så mene, er den bedste spiller, du har trænet?

- Puha, den er svær. Det var jo sådan set bygget meget op omkring et kollektiv. Hvem kan sige, at en angriber er bedre end Kent Nielsen eller Lars Olsen? Altså det er svært at sammenligne. Men hvis jeg skulle vælge en, der virkelig var ekstraordinær og altid fik noget ekstra ud af det, vil jeg nu nok sige, at den mest effektive og betydningsfulde spiller jeg har haft, er Kim Vilfort.

Du mener det er fuldt berettiget, set fra en træners perspektiv også, at han er så stor en legende i klubben?

- Absolut. Han var speciel. Han havde det ikke kun i munden, det der med “jeg hader at tabe”. Han viste det. Jeg har mødt så mange spillere der siger, at de hader at tabe. Jaja, men hvad nytter det at sige det? Det er jo igennem handlingerne, at du skal vise det. Og det må jeg sige, det gjorde han.

Du nåede jo også at træne Bjarne Jensen, der har klubrekorden for flest kampe. En spiller, der måske har været meget undervurderet og overset af mange. Men også en spiller, som jeg har indtrykket af, havde en stor vindermentalitet. Er han også deroppe, sammen med Kim Vilfort?

- Ja, det er rigtigt. Han er undervurderet og det er forkert. Han er ikke undervurderet af mig. Han er en legende, ingen tvivl om det. Jeg har aldrig mødt nogen, der var som ham. Hans træningsdisciplin, var fuldkommen vanvittig. Og hvis nogle af de andre stod og var ukoncentrerede, var han derhenne med det samme, for at få dem i gang.

Er han den spiller, du nogensinde har haft, med den største vindermentalitet?

- Ja, det er han… Ham og Kim Vilfort. Men de kunne så også skændes så det bragede. Det var så fordi, de var uenige om nogle taktiske ting ude på banen, omkring hvem der skulle gøre hvad. De er i hvert fald aldrig nogensinde røget i totterne på hinanden over, at den anden ikke sled og slæbte. Ja, Bjarne, han var… Han kunne godt være lidt urimelig engang imellem, men hold kæft en guttermand og en meget betydningsfuld spiller.

Man ser mange spillere i dag, som lægger et billede på Instagram med en ny bil dagen efter et nederlag, eller ikke virker så påvirkede af det. Det var ikke sket under din tid?

- Nej, det var det godt nok ikke! Vi havde lignende episoder, med spillere i Se og Hør og hvad der nu ellers er, det tolererede jeg slet ikke. Tværtimod, dengang i 90’erne var der mange artikler i Se og Hør og Billedbladet, med fck-spillere, der nu havde været inde at åbne en natklub eller lignende. Og der sagde jeg til mine spillere “ved I hvad? Det er fantastisk. Hold kæft hvor er jeg glad for, at de gør det. Lad dem om det, så vinder vi fodboldkampe i stedet. Det bliver I glade for på den lange bane” og det må man sige, jeg fik ret i.

Når du ser tilbage på din tid som træner for Brøndby, hvilken kamp er du så mest stolt over?

- Det er jo svært at sige. Men vi havde en kamp tilbage i starten, i 1986 eller 1987, hvor vi mødte OB. Her skulle presfodbolden virke. Jeg mener, at vi vandt 2-0. Der råbte journalisterne op om, at det var international klasse og der opstod en tro på, at den type fodbold kunne fungere.

Nu så vi sidste år, at presfodbolden og de fysiske krav til spillerne, ifølge trænerstaben selv, har givet lidt bagslag imod slutningen af sæsonen. Er der lignende fejl, som du har begået, i din tid som træner?

- Ja, det er der faktisk. Vi startede jo med at være de første der havde professionel fodbold. Og det hele var stadig meget nyt. Kontrakterne startede først i marts, hvor sæsonen startede dengang, så man betalte jo ikke spillerne løn i januar og februar. Dengang måtte de så arbejde ved siden af, ud over at have dobbelte træningspas. Vi får jo kun sølv i 1986. Og der havde jeg måske ikke håndteret det så godt, for det var min skyld, sammen med spillerne. Jeg mødte ind ved stadion en dag, hvor en af spillerne lå ovenpå stadion og var i gang med at skifte noget tag. De skulle først træne om eftermiddagen. Det går jo ikke. Og det kunne de jo ikke klare, både arbejde og træninger. Så der kom en stor omvæltning efter jeg så det der. Vi gik over til at spillerne blev i klubben mellem to træninger, hvor vi spiste mellem træningerne og de kunne få massage. Det gør de stadig den dag i dag, men det startede altså dengang og var helt nyt. Men mine fejl omkring at slide dem, kostede os sgu desværre nok mesterskabet i 1986. De var meget trætte. Jeg tror AGF eller OB vandt det år. Det lærte vi af og dominerede fuldkommen i 1987. Vi vinder også guld i 1988. Og så er det jo, at vi er en tur i Sydkorea i 1989 om sommeren. Det var jo fuldkommen uhørt dengang at rejse så langt. Det koster os jo nok også mesterskabet det år. 

Hvad var idéen med at rejse til Sydkorea?

- Vi skulle spille noget der hed President’s Cup. Men det var jo også for at videreudvikle klubben og give spillerne noget international erfaring. Vi mødte Tjekkoslovakiets A-landshold og tabte 2-1. Vi mødte så Nacional Montevideo, som var verdensmestre i klubfodbold. Dem vandt vi 1-0 over. Vi mødte blandt andet USA’s A-landshold og Sydkoreas B-landshold også. Turneringen var delt op i to grupper, hvor man startede i Seoul og så kørte hver gruppe faktisk ned igennem hver sin side af Korea, i øst og vest, hvor man spillede mod hinanden, indtil man så nåede til Busan, hvor nummer 1 og 2 fra hver gruppe blev sat på et tog og kørt tilbage til det olympiske stadion i Seoul, for at spille de afgørende kampe. Vi mødte også Benfica i turneringen. De var i den anden gruppe. Dem slog vi 3-0.

Der var du så glad for at slå din tidligere klub?

- Jeg var bestemt ikke misfornøjet over det! Men vi vinder så desværre ikke turneringen, det gjorde Tjekkoslovakiet. Vi endte med at blive nummer 2, hvilket Brøndby tjente en del penge på. Det var meget lærerigt for både spillerne og mig. Der er nogen der vil mene, at vi solgte DM på den bekostning, men man skal også tænke på, at udvikle holdet internationalt.

Hvis vi lige ser på en af de mest ikoniske kampe, hvor vi slår Karlsruhe 0-5 ude, efter at have tabt 1-3 hjemme, er der så noget, du rent motivationsmæssigt, taktisk eller andet, gjorde anderledes i returopgøret, for at skabe det comeback og få spillerne til at tro på det?

- Det kan man ikke sige. Når vi spillede imod bedre hold på udebane, spillede vi lidt anderledes, hvor vi trak os lidt længere tilbage på banen. Det her var jo i 90’erne, hvor jeg havde lavet lidt om på spillestilen. Vi havde jo en Ole Bjur, som ikke var en presspiller, men mere teknisk. Og når du har en spiller som ham, skal du finde ud af, hvordan du bedst muligt får hans styrker frem. Måden vi gjorde det på der, var hvor vi havde en angriber i midten og en helt ude i venstre side. Backerne havde vi ALTID med for at lægge pres på. Så slog vi bolden i fødderne på ham angriberen, der lå i midten. Han skulle komme ned og modtage den. Så skulle han simpelthen bare slå den ned bag deres venstre back, som jo gik højt op på Ole Bjur. Og så spurtede Ole bare afsted i bagrummet. Så simpelt var det. Utroligt effektivt. Hold kæft vi lavede mange mål på den måde!, lyder det, efterfulgt af et højlydt grin, som var det en skurk fra en tegnefilm, der havde knækket koden til verdensherredømmet - men det er dog koden til at udnytte Ole Bjurs spidskompetencer, hvilket i og for sig er endnu bedre “Nå, men i Karlsruhe gik vi højt op til dem. Vi havde jo intet at tabe. Men det gjorde også meget, at de ikke havde deres landsholdsspiller med i returen.

- Ham der den lille, Thomas Hässler. Ham kunne vi slet ikke styre i første kamp, han spillede bare udenom vores pres. Der gik sgu hul på bylden for os må man sige, vi førte 3-0 i første halvleg. De var ikke vant til at blive lagt så meget under pres. Anden halvleg var hårdt spillet, men vi vandt så 5-0 til sidst.

Er der en person i fodboldverden, som du har et særligt tæt bånd til?

- Ja, jeg snakker da med Per Bjerregaard engang imellem. Jojo, der er da mange. Jeg snakker med mange af spillerne stadig og mødes med dem. Men det er jo oftest et professionelt forhold, man har. Det er sjældent man er tæt på mennesket. Man holder lidt afstand. Man sørger for at tale med ledelsen og så videre, men det er sjældent det bliver tæt. Dengang var det dog lidt nemmere tror jeg, for der var ikke lige så stor udskiftning. Er der en spiller, der gerne vil væk, er det klart, at man bliver nødt til at respektere det. Men der var vi gode til enten at hive en erstatning op fra andetholdet, eller have en, der kunne hentes udefra. Som regel fra andre danske hold.

Afslutningsvist, er der så noget, du gerne vil sige til Brøndbys fans?

- Ja. Jeg har kun én ting at sige til fansene. Jeg glæder mig over at se, at de bakker klubben og holdet op, selvom de godt kan buhe lidt engang imellem. Jeg ved godt, der har været nogle turbulente tidspunkter engang imellem, men de står der sgu hver gang og bakker op, hvilket jeg glæder mig over.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.





Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder