Foto: Dennis Jacobsen ©
Kvinder: Sen udligning kostede Brøndby sejren
Brøndby IFs kvinder var søndag taget til Hjørring, hvor Bengt Sæternes' hold skulle op mod Fortuna Hjørring, som er et af de hold, Brøndby forsøger at indhente i tabellen.
Det var det nordjyske hjemmehold, som scorede kampens første mål. Efter en relativt låst indledning på kampen, fik de hul på bylden på en flot scoring, hvor bolden blev sparket op i krogen. Brøndbys defensiv så dog alt for passiv ud og fire Brøndby-spillere stod mest af alt og så fodbold.
Men de blå/gule fik hurtigt hanket op i hinanden, og der var bare spillet et minut, før udligningen blev sendt i nettet i den anden ende. Højrebacken Tanja Myrseth fik plads i højresiden og sendte et milimeterpræcist indlæg ind i panden på Nanna Christiansen, som sikkert scorede til 1-1. Det var også stillingen ved pausen.
Anden halvleg blev en relativt chancefattig affære. Men pludselig fandt Brøndby den plads, de havde brug for. Nanna Christiansen sendte en perfekt stikning i dybden til indskiftede Celine Nergård, der scorede.
Minutterne gik og Fortuna fik ikke rigtig lagt et tryk på Brøndby, hvor de blev farlige, så med få minutter igen lignede det en Brøndby-sejr. Men så fik Fortuna et frispark i højresiden og et indlæg blev sendt ind i feltet. Dybt inde i det lille felt blev bolden prikket i kassen. Det lignede et selvmål af Julie Tavlo, men kunne også være en Fortuna-fod. Bolden endte dybt inde i det lille felt, normalt en målmandsbold, men mellem venner og fjender koksede kommunikationen og hjemmeholdet fik altså udlignet.
Derfor endte det med et ærgerligt 2-2-resultat for Brøndby.
Brøndby har dermed stadig seks point op til netop Fortuna Hjørring. Brøndby ligger på tredjepladsen med 15 point, mens Fortuna indtager andenpladsen med 21 point. I spidsen af ligaen ligger FC Nordsjælland med 24 point.

Deltag i diskussionen