Noter fra tribunen: Brøndby IF 1 - 2 OB

Brøndby IF 1 – 2 Odense Boldklub
Brøndby Stadion, Superligaen, søndag d. 30. juli 2023, kl. 18.00

Det lød nogenlunde som min krigsveteran af en elkedel hjemme i køkkenet.

Jeg havde placeret mig ved et bord i Skovdahl Lounge, i god tid, med en øl og en bog og en øl mere, og kunne således fornemme hvordan lydtapetet omkring mig steg fra en stilfærdig boblen til en insisterende buldren.

Over de timer, jeg sad der, kunne man nærmest fornemme hvordan kalken og rusten, der havde lagt sig i løbet af sommerpausen, gradvist blev banket af - og måske var det indbildsk ønsketænkning, men jeg syntes ydermere, jeg opfattede en lethed i stemningen, som havde glimret ved sit fravær i store dele af sidste sæson.

To midaldrende gutter krammede, og dunkede ved samme lejlighed hinanden så hjerteligt i ryggen, at én af dem kom til at hoste. Ét dunk mere og der havde været lidt blod med. En ung, ufrivilligt overmodig gut ved nabobordet, hvis selskab stod i kø ved baren, præsterede på én og samme tid at falde i staver og prøve kræfter med det komplet uoverstigelige omkvæd på Sias ’Chandelier’, som spillede over højtalerne. Han sad, fjern i blikket, i sin lidt for store Aldrig Alene-trøje, og sang med for sig selv. Stilfærdigt, ømt og minimum 3½ toner ved siden af skiven.

Et par halv-enlige svaler rystede bifaldende fjerene, da TV-skærmene viste hvordan det lykkedes Hvidovre at reducere til 1-2 i Randers. Kort efter viste de samme skærme hvordan det humørsyge danske sommervejr afbrød kampen. Så kunne man sidde i Brøndby, i solskinnet – både det indvendige og det udvendige – og se lodrette vandmasser vælte ned over Cepheus Park, et sted i en anden dimension.

Visse ting ligger på rygraden. Visse ting er, gennem årene på stadion, blevet kodet ind i nervebanerne, blevet ren muskelhukommelse. Du kender det sikkert. Ruten til boderne under tribunen. Den småmekaniske, småpaniske ælle-bælle om hvorvidt man skal vælge at trække vejret gennem næsen eller munden på herretoiletterne under GSV-tribunen, når man absolut ikke ønsker nogen af delene.

Jeg havde netop sat højre fod på det øverste trin af cementtrappen op til tribunen, men blev nærmest rykket to felter tilbage af den pludselige jubel fra Sydsiden, da Thomas Mikkelsen entrerede banen. Jeg tog syv velkendte skridt hen til mit sæde, hilste på mine faste sidekammerater, blev i al hemmelighed en anelse rørt over hvor rart det var at se dem igen, satte mig, og mærkede små stik af lykke, mens Morrissey croonede Everyday is like Sunday så perfekt, at man nærmest glemte at verden er i stykker, og at han i øvrigt har tabt alle småkager, han tidligere har haft på lager.

En kompakt og pludselig trykbølge fra den nyetablerede stemningssektion, nær Svinget, stjal hele lydbilledet. En ældre kvinde, længere henne på min række, rejste sig opildnet og klappede energisk med, på 1 og 3.

Spillersange begyndte at løsne sig fra forskellige steder på Sydsiden, som en sporadisk ønskekoncert. Radošević’ fenerbahce var heldigvis stadig en charmerende rodebutik. Allan på 81, på rækken foran mig, fortalte historier fra de varme lande og hans tid som matros i 60’erne. Jeg konstaterede, på bitter vis, at den rare unge kvinde bag disken under tribunen, der havde rakt mig min kop kaffe, havde været overvenlig, og sat hele to plastiklåg på kruset, hvilket fik kaffen til at opføre sig som Tour de France-feltet gennem en rundkørsel.

Det passede således glimrende at det var tid til at rejse sig, så kaffepletten på højre kanal af mine shorts kunne lufttørre for en stund, mens folk, i samlet flok, ivrigt og utålmodigt, klappede for hurtigt med på Jump, ganske som traditionen foreskriver, alt imens vores hold indfandt sig på banen.

Plænen lyste som sædvanlig som noget, nogen har drømt, en nat, da det blev sommer. Fløjten lød, banen blev et levende billede. En ikke helt opdateret gut, to rækker nede, vendte sig om mod en med-fan;
- Målmanden, var han ikke ny?
- Nej, han er gammel … Meget, faktisk.

Efter omtrent ti minutters spilletid begyndte himlen at lukke sit ansigt og knytte næverne. Et par halvtunge skyer stablede sig på modsatte tribunetag, og på banen var den indledende beruselse også relativt hurtigt slået over i tilløbet til tømmermænd. En halvspids vind begyndte at tumle tværs over tribunen, jeg lagde mine solbriller i tasken og tog et halstørklæde frem i stedet.

På rækken bag mig sad denne dag en Stefan. Jeg spurgte ham naturligvis aldrig om det rent faktisk var hans navn, men han lignede sådan én, til forveksling. Jeg har gået i folkeskole med tre af dem, og anser mig selv som lidt af en ekspert på området.

Stefan bestod af 50% ord og 50% hænder. Et højt menneske, i en lydmæssig forstand. Jeg kunne lide ham. Ét af de mennesker der formår at være glade og rasende på samme tid, og ydermere formår at kanalisere denne særegne cocktail med en god portion charme.

”Aaargh, spark nu det lort ind! Det er sgu da for helved’ ikke Vild med Dans, det her! Er det!? Er det Vild med Dans!?” brølede han i det 22. minut, da Ohi glippede en stor chance, hvorefter Blas placerede returbolden en etage for højt.

En form for retningsløst dødvande fra sidste sæson, begyndte at stige på banen, til det nåede vores spillere til anklerne. Pausen kom sjoskende med hænderne i lommen. Folk dryssede fra deres pladser, mod boderne, mod toiletterne. Jeg gjorde det samme. Og da jeg kom retur til min plads, satte Nothing Compares 2 U sig som en pil i venstre brystlomme, ganske som en Kim Larsen-sang havde gjort det, dengang, i dagene umiddelbart efter at ét af de største træer i de danske skove var væltet.

Stefans enorme hænder trak mig tilbage til virkeligheden, da anden halvleg startede. Jeg kunne nærmest høre hans håndflader vokse for hvert hidsigt klap, han smed fra sig. De må have haft ballonstørrelse, da endnu en aflevering havnede et postnummer eller to fra den tiltænkte adresse.
Men så indtraf minut 54.

Vi var en større stribe, der med hvert vores falkeblik, fra den modsatte side af midterlinjen, tydeligt kunne se at bolden selvfølgelig ikke havde sluppet linjen, da Ohi skovlede den videre til Evjen. Det fuldstændigt vanedannende brus gennem kroppen da Vallys’ afslutning gik i nettet, blæste alle tanker ud af hovedet i nogle splitsekunder. Der er få ting i verden, der kan den slags. Det er ubetaleligt.

Til gengæld er kontrasten tilsvarende ubærlig, sekunderne efter en udligning, man tydeligt havde set på forhånd, som en nådesløs film, inden den overhovedet finder sted, bliver en realitet, og hjertet rammer ens skosåler fra indersiden, som et blylod.

Og havde jeg haft gebis, havde jeg sandsynligvis kastet det, da Bashkim Kadriis overtidsafslutning rullede en tur i målnettets mundhule. Stefan satte sine tænder i ryggen af hans ballonhænder, så jeg frygtede de ville sprænge, og blev for første gang stille.

Og ellers blev han bare overdøvet af en trist symfoni.

Som fast inventar på langsiden, kan jeg melde at noget af det, der – for mig - gør mest ondt, er lyden af alle de sæder der klapper op, som en fortvivlet, impulsiv applaus, når folk prompte rejser sig til en alt for stor, fælles udvandring, som direkte følge af et mål til vores modstander.

Jeg kender kun alt for godt til de praktiske omstændigheder vedrørende trafiksituationer omkring Brøndby Stadion efter kampe - og disses betydning for børns sengetider - og er på ingen måde ude på at skulle belære andre fans om hvordan de skal være fans. Men den skærer ikke desto mindre i hjertet, den symfoni. Jeg ville virkelig ønske flere var blevet, så man måske kunne hente noget fra at være suppedasen sammen.

For mit vedkommende sluttede dagen på stadion i samme rammer, som den startede. Jeg rundede Skovdahl Lounge til en sidste øl efter kampen, og rundede derefter toilettet på vej ud.

”Man bliver sgu lidt ked af det” sagde en gut ved pissoiret. Muligvis til sig selv.
Ingen svarede, men jeg er sikker på, vi var en del der nikkede. Vi er i det mindste i suppedasen sammen.

Deltag i diskussionen