Foto: Freja Borne ©
NYHED

Noter fra tribunen: Brøndby IF 4 - 0 Hvidovre IF

 
En omgang noter fra tribunen at gå på julepause på? Selvfølgelig!

    • Jonas Brøndby Villumsen
      14. december 2023 - Klokken 14:53
  • Jonas Brøndby Villumsen
  • Jonas Brøndby Villumsen
    14. december 2023 - Klokken 14:53

Brøndby IF 4 – 0 Hvidovre IF
Brøndby Stadion, Superligaen, søndag d. 3. december 2023 kl. 16.00

Der er noget ganske særligt over trøje nummer 10. De fleste ved det - eller fornemmer det, som minimum. Nogle gange kan man næsten opleve, hvordan det ikke er fodboldspilleren der bærer trøjen med 10-tallet, men nærmere trøjen med 10-tallet der bærer fodboldspilleren.

Det var en tanke som denne, der flimrede rundt bag panden, på min batterifattige lystavle, da mit blik faldt på Daniel Wass – også i dag bestående af 70% overkrop og 30% ben – i sekunderne før årets sidste Superliga-kamp skulle fløjtes i gang på Brøndby Stadion.

Måske var denne lille tankerække mest af alt en mental afledningsmanøvre, der skulle forsøge at forberede mig på at forholde mig til noget så jordnært som en fodboldkamp mod Hvidovre, netop som en ubeskriveligt rørende stund havde fundet sted.

Hvordan det blev Tv-transmitteret, om det også foldede sig ud hjemme i stuerne, ved jeg ikke, men på stadion var det som om, tribunerne trak vejret med ét åndedræt i de 30 sekunders stilhed og 30 sekunders klapsalver, der steg til himmels for at hylde nyligt afdøde sikkerhedschef Mickel Lauritsen.

I guder, hvor kan fodbold noget særligt, smukt og samlende i disse sammenhænge. Den komplette stilhed (med undtagelse af en enkelt verbal smutter fra et individ med en mildest talt kritisabel situationsfornemmelse) fra mere end 16.000 mennesker, er både øredøvende og overrumplende, og personligt kæmpede jeg med at synke en klump i halsen, der var ved at udkonkurrere mit adamsæble.

Kampen blev sat i bevægelse på banen, hverdagen masede sig klodset ind i billedet.

Jeg drejede hovedet mod min otteårige søn, som jeg havde med under armen denne dag. Han så allerede halvfrossen ud, og jeg bad en stille bøn til at dette opgør ikke ville forvandle sig til den bananskræl, jeg tidligere på dagen havde forsøgt at forklare ham om, alt imens han blev mere og mere fjern i blikket, og lignede en der, i stedet for at lytte, var begyndt at tælle grå hår i mit skæg. Hvilket han sandsynligvis også mistede interessen for, et sted efter 117.

Jeg drejede hovedet tilbage mod banen. Noget var pludselig galt. Så sync’ede min hukommelse op med virkeligheden, og jeg kom i tanke om at vinklen, jeg så banen fra, var marginalt anderledes end normalt. Jeg sad på samme række, jeg plejer at sidde på, men tre sæder nærmere midterlinjen end normalt. Jeg sværger; mere skulle der ikke til for at kaste mig af.

Det var sådan set heller ikke med min gode vilje at det var endt sådan, men da jeg, omtrent tre kvarter før kampstart, skulle til at sætte mig på min faste plads, måtte jeg indse at dette ikke umiddelbart lod sig gøre, da der sad et par røde overtræksbukser, indeholdende en mand, lidt ældre end mig selv, på mit sæde.
Jeg prøvede venligt - men med så frosne læber at ordene snublede ud fra min mund som ikke-færdigbagte fugle fra en højt placeret rede - at forklare, at han sad på mit sæde, hvortil han venligt forklarede mig, at han såmænd godt vidste at det ikke var hans plads, men at dette var helt okay med ham, fordi han så kunne sidde ved siden af sine to døtre. Rækken var spækket med tomme sæder.

Jeg overvejede et kort sekund at prøve at sætte ham ind i hvor både neurotisk og overtroisk anlagt, jeg er omkring den slags, og at det muligvis – sandsynligvis - ville gøre mig svimmel resten af aftenen. At det potentielt ville ødelægge både resultatet og hele den efterfølgende uge. At selve julen kunne være i fare. Men jeg besluttede mig alligevel for at lade det ligge.

Tilbage i nutidens halvvirkelige verden, nede på banens smukke sommerfrisure, havnede en lang serie af afleveringer på en anden adresse, end jeg forestiller mig, det havde været planen. Det er muligt, kulden spillede ind, men det føltes som om, kampen var gået på juleferie, før den overhovedet var kommet i gang.

Sneen dalede spredt og lydløst, nærmest undskyldende, som for ikke at vække nogen. Der stod tåger fra folks munde, som vatterede talebobler, når de talte sammen, og min søn havde begravet hovedet i sit bæger med popcorn, fordi det var for koldt til at han kunne overskue at tage lufferne af for at spise med fingrene.

Men så med ét var billedet foran mig ikke længere frosset fast. I en kort sekvens livede vores spillere op, og efter en kvik serie førstegangsafleveringer, havnede bolden hos Vallys – selvfølgelig, Vallys – som elegant maskerede sine intentioner, og sendte en tidlig afslutning afsted, som et lille nys fra hans højre støvle.
1-0.
En varme med lige så kort aftræk, som det, Vallys netop havde præsteret, skød ud fra solar plexus, og arbejdede sig ud i lemmerne. Min søn – som lige havde nået at fiske ansigtet op fra popcornbrønden i tide til at se det ske - stak mig en spontan krammer, der syntes at bestå af lige dele glæde og lettelse.

Det var en sær kamp.
I en efterfølgende indskydelse af retfærdighed, selvregulerede Mathias Kvistgaarden en tvivlsom handling, og lykkedes med at spole et gult kort, som ellers havde kurs mod en Hvidovre-spiller, tilbage i dommer Jørgen Daugbjerg Burchardts lomme - inden vores nummer 36, nogle stunder, senere blev offer for en mere reel forbrydelse, og den dømmende magt pegede på straffesparkspletten.

Det var som bekendt Ohi der sendte straffesparket mod mål. En højere målmand – eller måske bare en med lidt længere fingernegle – havde muligvis fået hånden på bolden, men ind strøg den til 2-0. Og da Daniel Wass, omtrent otte minutter senere, servede en bold i panden på Vestegnens William Saliba – Frederik Alves – som smukt drejede et hovedstød i bunden af målet, mens sneen pudderdryssede om ørerne på os, tyknedes det plot, der indikerede at kampen på mange måder var færdig før den kom i gang.

Det er småt med noter - og kronologi - fra anden halvleg. Man kunne tænke, det var fordi min telefon var frosset, men det var nok nærmere mine pandelapper der havde lidt den skæbne.

Jeg kan huske at en vred gut, længere henne på min række, hvis stemme lyder af et års forbrug af heliumballoner, og formentlig har samme effekt som en hundefløjte når han råber, fik for meget af for lidt, og var nødt til at skælde ud.

Jeg kan naturligvis også huske tilfredsstillelsen, da Mathias Greve kronede en flot kamp, ved at skrue sejrsmålet i netmaskerne med en yndefuld yderside.

Men det klareste billede er et levende Dannebrog; fødselsdagstifoen fra Alpha-afsnittet på Sydsidens førstesal, og den tilhørende fødselsdagssang, inden et tykt post-pyro-skydække fik Nicolai Vallys’ holdkammerater til at forsvinde for ham, og standsede kampen for en stund.

Jeg er generelt ikke god til at fatte mig i korthed på skrift, men hvis jeg skal sætte ord på hvad fødselaren - denne fodboldklub - betyder for mig, synes de ord pludselig at være svære at indfange. Det er ganske enkelt for omfattende en opgave.

At denne klub findes som en konstant, også i turbulente tider, betyder alt, for mange af os.
Jeg kan ikke forestille mig, jeg var den eneste der følte taknemmelighed, da vi drev ud gennem portene efter slutfløjtet, og lod os opsluge af et stykke blåsort december.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • Bioe
  • Bioe
    Betalende bruger
      16. december 2023   

  • Hvor er det bare et dejligt skriv. Tak
    1 god kommentar
     
    • JonasV
    • JonasV
      Betalende bruger
        16. december 2023   

    • @Bioe Tak for de pæne ord!




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder