Noter fra tribunen: Silkeborg IF 0 - 2 Brøndby IF

Silkeborg IF 0 – 2 Brøndby IF
JYSK Park, Superligaen, mandag d. 20. maj 2024 kl. 16.00

”Det værste er, at jeg tror på det” siger han, allerede inden han har nået at slippe favntaget fra det første velkomstkram.

Han ser næsten trist ud som han siger det. Ordene synes at liste sig ud af hans mund, som om, de er nervøse for at blive grebet på fersk gerning. Så smiler han alligevel et smil, der glider op og lyser ud gennem de tonede ruder på hans gule solbriller. Han rækker mig hånden og præsenterer sig.

Min ven, Emil, har netop spurgt ham, hvordan fornemmelsen er, forud for dagens opgør i Silkeborg. Han har spurgt en gut, jeg på dette tidspunkt ikke kender, men som jeg skal tilbringe en solid stak timer i en bil med, denne dag. Og jeg forstår ham allerede helt og aldeles.

På dette tidspunkt er klokken noget der starter med 10, og vi befinder os på Høje Taastrup Station.
Med lidt god vilje, kan navnene ”Silkeborg” og ”Singapore” klinge en smule ens - og det føles, på flere måder, som om, det kunne komme ud på ét, om vi sigtede efter den ene eller den anden destination. Alting er, på én gang, meget langt væk og meget tæt på.

Ikke så længe forinden, var jeg væltet ud fra min lejlighed på Nørrebro, iklædt en sær kombination af træthed og nervøsitet. Sådan en kombination, der får ens ansigt til at føles som et halvabstrakt maleri. Sådan en kombination, der gør at jeg ingen anelse har om hvorvidt, jeg rent faktisk fik smækket døren til min lejlighed, da jeg gik. Sådan en kombination, der gør, at jeg ingen anelse har om hvorvidt, det var skraldeposen eller min ældste søns idrætstøj, jeg smed i containeren, nede i gården, på vejen ud.

Langsom fast-forward til da vi alle syv sidder i bilen; Emil, mig, Dalton Brødrene og Topper.

Når jeg skriver Dalton Brødrene, er det i mangel af en bedre betegnelse. Jeg er blevet inviteret med som et taknemmeligt fremmedelement hos en flok gutter, der er vant til at se fodbold sammen. En flok gutter på min egen alder, plus-minus. En flok skælmske, men godhjertede, baryler fra vestegnen. Vi sidder klemt, skulder mod skulder, som sammenpressede fjedre i bilen.

Topper er en gut på syv år – den ene Dalton-brors søn - og han styrer playlisten med hård, kaotisk hånd. Vores bil indeholder både flere folk med Arsenal-sympatier, og flere folk med Tottenham-sympatier, og da DJ Topper vælger at blæse ’Haaland Song (Ha Ha Ha)’ ud af de allerede hårdt prøvede bilhøjtalere, sukkes der så dybt, at det næsten gør det ud for den subwoofer, der ikke er der.

På magisk vis er det dog som om, køreturen er et tidsmæssigt greb i lommen. En Nissan flyver som bekendt, når man er i godt selskab. Men på trods af farten og tidens elasticitet, er det som om, de fleste andre allerede er ankommet, da vi rammer drivhuset under tribunetaget på JYSK Park. Det gør ingenting. Det er et smukt, vildtvoksende, gult virvar at ankomme til. Skønne, skæve, gule blomster. Det fineste ukrudt, der findes.

Vi finder os en plads, øverst, bagerst. Bliver en del af marken.

Under os, gennem nettet, glimter plastikplænen som løgn og latin i det tunge solskin. Jeg kan ikke se målet nærmest vores tribune, men ved at det er der, og ved at det ikke kommer til at blive anderledes. Det føles dog, spøjst nok, heller ikke som pointen, denne eftermiddag. Vi er der mere for at tage del i en fælles oplevelse, end for at registrere detaljer fra en fodboldkamp.

Ikke at det er underordnet hvad der foregår på banen, naturligvis.
Heldigvis varer det dog, som bekendt, heller ikke mere end 17 minutter og lidt småpenge, før Vallys sender den første bold i nettet, og får rækkerne, i vores hjørne af verden, til at eksplodere i hovedkulds lykkerus. Der kommer lyde ud af munde, der ikke tæller som sprog, men alligevel giver alverdens mening i sammenhængen.

Da Bundgaard scorer vores andet mål, står jeg ved pissoiret, under tribunen. Det såkaldte ”lucky piss”. Selv tak. Brølet ude fra tribunen, er lige ved at få min sidemand til at til at tisse på sin højre fod og min venstre. 2-0.

Jeg fejrer det ved at købe friske forsyninger af øl med op til Emil og Dalton Brødrene.
”Hvad hedder 23’eren fra Silkeborg?” spørger en gut på rækken foran mig. ”Så vidt jeg kan se, står der ”Danbolig” på ryggen” svarer hans ven, og trækker på skuldrene, uden at trække den mindste smule på smilebåndet.

Patrick Pentz griber et hjørnespark. Stort set alle omkring mig klapper, undtagen en enkelt gut, der i stedet knipser, som var han til jazzkoncert.
Okay, det er mig.
Det er mig der knipser.
Men det er fordi jeg står med et meget fyldt krus fadøl i min højre hånd, og et meget fyldt krus fadøl mellem tænderne. Min venstre hånds knipse-evner er i øvrigt ikke prangende.

Jeg skynder mig at inhalere nok fadøl til at kunne klappe helhjertet og med de påkrævede armbevægelser. Skummet lægger sig som blød isolering omkring hjernen. Kampen skrider frem, pausen kommer og går. Anden halvleg smelter som en smalfilm i apparatet.

Omkring minut 90, kommer en ung fyr forbi mig, og siger en masse ord, jeg ikke helt kan høre. Jeg har min opmærksomhed rettet mod banen, og hans udtale fortæller mig at han har inhaleret øl med større hastighed end jeg selv har kunne præstere. Han bliver stående bemærkelsesværdigt længe, og har tydeligvis meget på hjerte. Jeg prøver at smile imødekommende, og samtidig pege skiftevis på mine ører, mine øjne og ned mod banen.

Nogle minutter eller halve timer senere, bliver han alligevel afbrudt, fordi folk hopper. Det gør de fordi de elsker Brøndby IF, og man kan nærmest mærke betonen give sig som en havetrampolin under vores fødder.

Kampen bliver fløjtet af, alt er i den skønneste uorden. Brøndby IF-råbet bliver sendt afsted og spejlet tilbage, fra de andre tribuner, fra spillerne på banen. Der takkes behørigt af for denne, næstsidste etape.

Folkevandringen ned ad trapperne, ud gennem portene, starter.
Vi er kun lige akkurat nået ned på grusvejen, der leder ud mod parkeringspladsen, før de første glædesudbrud slår smut over flokkene. Meldinger om 1-0 til FCN. Og så, gudhjælpemig, 2-0. Folk, der ikke kender hinanden, krammer.

På parkeringspladsen møder jeg igen den gut, der havde en samtale med mig på tribunen, som jeg ikke helt var en del af - og han synes opsat på nu at forholde mig alle de ting, jeg hverken har hørt eller sagt. Det er tid til at sætte kurs mod Sjælland. Smile and wave.

Vi har ikke siddet længe i bilen, før FCN bringer sig på 3-0. Til gengæld har vi heller ikke siddet der længe, før den står både 3-1 og 3-2. Vi tænder radioen og hører transmissionen fra Farum. Det føles som at få trukket tænderne ud langsomt. Al den nervøsitet, jeg aldrig helt nåede at lukke ind, under vores egen kamp, slår nu lodret ned gennem biltaget.

Tiden efter udligningen, i 79. minut, virker som en kollektiv ud-af-kroppen-oplevelse.
Da der endelig bliver fløjtet af, eksploderer stemningen i bilen i euforiske decibel.

På vej mod Silkeborg var det – adskillige gange, og ved bred enighed – blevet slået fast, at jinx ikke eksisterer – og alligevel er flere granvoksne mænd nu klar til at wrestle telefonen ud af hånden på en Dalton-bror, der kun lige akkurat lufter tanken om, hvordan det ville føles at sætte ’We Are the Champions’ på. De højlydte protester får ham heldigvis til at opgive skæbneprovokationen.

Til gengæld bliver der pludselig helt stille i bilen, da Suspekts ’Proletar’ bliver sat på, og jeg bemærker at flere af mine rejsekammeraters læber mimer med på teksten til hele første vers. Bilen fyldes med lydløse talebobler, og jeg fornemmer hvordan tankerne allerede er begyndt at indtage deres plads på Brøndby Stadion, afventende den sidste kamp, på søndag.

Deltag i diskussionen