Noter fra tribunen: Brøndby IF 1 - 0 FC Basel

Brøndby IF – FC Basel
UEFA Conference League kvalifikation, Brøndby Stadion, torsdag d. 4. august 2022 kl. 20.30

”TAG DET NU ROLIGT, MAAAAAAAND!” brølede en fyr bag mig.

I øjeblikket var han nok ikke selv i stand se det paradoksale i at råbe netop dén sætning så voldsomt ned mod banen, at han var ved at vende sit eget hoved på vrangen.

Kevin Tshiembe havde netop slået en aflevering, som den gode Brutus på rækken bag mig altså anså som værende en ikke-krypteret forsendelse, og efter den intense energiudladning, klappede han sammen, som om nogen var snublet over en ventil og havde lukket al luften ud af ham.

Han sank nærmest forover. Med ét virkede de ellers ganske ranke, brede skuldre ludende. Man kunne stadig ane den blodåre, som for få øjeblikke siden havde lyst hans pande op som et hidsigt neonskilt, og hans arme virkede pludselig alt for lange til ham. Som havde han båret rundt på noget meget tungt, i mange år.

Det sitrede på Brøndby Stadion.

Det tonstunge, ubeslutsomme vejr, udgjorde en kulisse omkring kulissen, der næsten føltes klaustrofobisk. I minutterne inden kampstart, havde solen blæst ind gennem ruderne øverst på vest-tribunen, med en styrke der oplyste Svinget som en projektør, og gav det et helt overjordisk skær. Adskillige let fordrukne engle måtte skærme øjnene med deres hænder, deroppe.

Hvor jeg stod, kunne man tydeligt høre hvordan højtalerne brækkede sig i ren overstyret begejstring, da stadionspeaker Søren Rebbe førte protokol, og råbte fornavnene op på de elleve spillere, der udgjorde vores startformation. Den overvældende tifo gjorde kun luften endnu mere tordentæt, og da vores hold – stort set som en direkte forlængelse af startfløjtet – fik spillet sig frem til to velvoksne chancer, fungerede det som de sidste gnister, der skulle til for at sætte ild i rækkerne.

Det er sjældent, jeg har oplevet min sektion af stadion – GSV-tribunen - så vokalt medlevende. Det var en fryd. Måske var det bare noget, jeg gerne ville bilde mig selv ind, men Basel-spillerne virkede også en anelse påvirkede af kulissen, i kampens indledende fase. De fremstod i sekvenser som en flok sandfarvede gespenster, som både vores gule trøjer, og bolden, kunne bevæge sig direkte igennem.
 
Efter lidt tid var det dog som om, udeholdet fandt deres fodfæste, og kampen blev en mere balanceret størrelse. Selv om energien på langsiden stadig befandt sig noget mere på tæerne end sædvanligvis, var det dog som om, den blev afstemt en anelse med kampens handlingsforløb.

Jeg mærkede for første gang, at jeg havde haft en lang dag. Helt konkret nåede min trætte hjerne, i et splitsekund, at tænke ”Hov, der er én, der har fået samme tryk på den nye hjemmebanetrøje, som jeg har”, før det gik op for mig, at gutten, jeg kiggede på, havde ”Heggheim 3” stående bagpå sin trøje, fordi han var Henrik Heggheim.
Som altså var i gang med at spille en fodboldkamp.

Andre tog også et mentalt pusterum. Folk vinkede gensynsglædeligt til hinanden, med begge arme, som de traskede i tribunens længderetning, og fik øje på bekendte oppe på rækkerne. Havde de haft otte arme hver, havde de vinket med dem alle sammen.

Bag mig var Brutus så småt ved at kæmpe sig på højkant igen. Hans gule trøje kunne kun lige akkurat skimtes gennem et tykt lag nerver. Han virkede som én, der har hjertet på rette sted, men også som én, for hvem dét, at se en Brøndby-kamp, svarer til - mere eller mindre frivilligt - at tygge sig gennem en rulle sølvpapir.
Jeg selv begyndte også at lade mig opsluge mere og mere af kampen igen.

Herfra er det mest glimt, jeg har noteret mig;
De onde, men velkendte ånder, der river og flår i næsen, på toiletterne under GSV-tribunen. Flere ironiske diskussioner om hvorvidt, ben i kridhvide nuancer er tilladt på stadion, når det er sæson for fædre i shorts. Den sælsomme udsigt fra mit sæde, til en baggrund af afsvedne skyformationer med spredte brændemærker, mens forgrunden er et gardin af regn, der hænger i lodrette snit over banen. Mørket der lister sig ind på denne torsdag aften.

Den vidunderlige, helt særegne symfoni af sæder der klapper op, i takt med at en chance vokser i omfang, intensiveres, og folk kommer på benene.

Og så den berusende forløsning - når man fornemmer det gule net bevæge sig bag udeholdets keeper, efter Divković har sendt bolden mellem benene på ham – og man, uden selv at registrere det, har rejst sig op, og nu står på tæer og råber ting, man ikke aner hvad er, mens man lykkeligt flosser stemmebåndene som en blød squash på et hårdt rivejern.
Jeg kunne have svoret, jeg så Brutus’ mundvige forme et smil, i et ubevogtet øjeblik.

Og selv himlen havde, på magisk vis, fået lappet sig selv sammen da vi forlod stadion.

Deltag i diskussionen