Noter fra tribunen: Brøndby IF 2 - 0 FC Nordsjælland

Tekst af: Jonas Villumsen

Brøndby IF 2 – 0 FC Nordsjælland
Brøndby Stadion, Superligaen, mandag d. 24. maj 2021, kl. 17.00

Der var fyrværkeri inde i mit hoved.
Maxsø gled hen over plænen på Ceres Park med knyttede næver. Niels Frederiksen havde små vandskader i øjnene, hvilket på mærkværdig vis smittede gennem skærmen. Alt var i den skønneste uorden. Brøndby havde vundet et kaotisk og nærmest livsnødvendigt opgør mod de hvidblusede gymnaster torsdag aften.

Jeg så kampen på en laptop, sammen med min far og en puls der slog huller i loftet. Jeg bankede hovedet op i en lampe i det 5. minut, bankede hovedet ned i bordet i det 35. minut, gik i stykker da Frendrup forlod banen med trøjen trukket over hovedet, bankede hovedet op i føromtalte lampe igen i 73. minut. Hvilken aften, hvilket fyrværkeri.

Min uge var ellers startet ret råddent.
Jeg blev hjemsendt fra mit job, som nær kontakt til en coronasmittet. For at spare min søn og min højgravide hustru for smittefare tog jeg på isolationsophold hos mine nyligt vaccinerede forældre.

Det blev således en stak noget anspændte dage i Svogerslev, lidt uden for Roskilde – med ventetid på testsvar, gåture omkring sø og marker, elektriske hegn at kante sig langs, en himmel i bredformat, et bredt udvalg af uspecificerede insektbid, hunde med deres ejere i snor, fluer så store at de ville kunne slå en voksen mand bevidstløs ved en kollision omkring tindingen, 538 login på MinSundhed – og omtrent ligeså mange kopper kaffe til at dulme nerverne. Brystkassen var rødglødende af halsbrand i adskillige døgn.

Så skete miraklet i Århus anno 2021, og allerede senere samme aften stillede tankerne sig i kø, et sted omkring Indgang F på Brøndby Stadion.

Dagen før den altafgørende kamp mod FC Nordsjælland, blev jeg endegyldigt clearet; nul huller i coronapasset. Jeg slap for at skulle skille mig af med mine billetter. Jeg blev ramt af en gennemsyrende glæde over at kunne tage til kampen - og tre sekunder senere blev jeg ramt af en gennemsyrende nervøsitet over præcis det samme.

-

Dagen oprandt.

Jeg slog øjnene op med fornemmelsen af at have tømmermænd på forskud. Det var umuligt at vurdere om det var den godsindede eller ondsindede slags, mit system emulerede. Den pludselige – og i øvrigt ganske tåbelige – overtro, der udelukkende indfinder sig hos mig i forbindelse med fodbold, var udmattende fra morgenstunden.

Rastløsheden føltes som en stiv uldsweater, og min far og jeg satte os i bilen og satte kurs mod Brøndby Stadion, adskillige timer før portene overhovedet overvejede at åbne.

På turen mod Vilfort Park afspillede mit hoved et diasshow fra den allerførste kamp, min far og jeg så sammen på netop denne destination; sidste spillerunde i sæsonen 1995/1996. Brøndby mødte AAB og kunne med en sejr blive danske mestre.

Det er 25 år siden, jeg var 13 år gammel, og af en eller anden grund er det billede, der står klarest i min hukommelse, dette:
I et ellers altopslugende hav af gult og blåt crepepapir, triller en lille, forkølet rød rulle ind på banen, nær det ene hjørneflag. Den ruller sig nærmest ikke ud, virker som én stor undskyldning for sig selv. Alligevel er pibekoncerten, da tribunerne opdager fremmedelementet, øredøvende. Måske var det i virkeligheden dér, grundstenen til min tinnitus blev lagt. Det var en fryd.

På trods af at Jesper Grønkjær virkede meget større tæt på, i virkeligheden, vandt Skovdahls tropper som bekendt kampen 2-0 - og euforien har ligget lagret i mit hoveds bagerste skab siden da.

-

Så ankom vi til Brøndby Stadion, i maj, 2021.

Da vi parkerede, var det allerede som om, alting vibrerede. Træer og lygtepæle var iklædt et stort blåt og gult edderkoppespind. Der var lyde af fyrværkeri fra afstand. Vinden vadede skødesløst gennem buskadserne og min lidt for tynde jakke. En vindheks af crepepapir trillede forbi, da vi stod og ventede ved fodgængerfeltet. Der var ikke så meget at sige, men en masse at fornemme.

Vi traskede lidt rundt om stadion. Kunne fornemme marchen et sted i distancen. Vi stillede os i kø ved vores indgang, længe før portene åbnede. Og da de endelig gjorde, havde den sitren som først hang i luften, vokset sig til en noget mere muskuløs størrelse. Så mange gule trøjer at man fik pletter for øjnene, så tætvævede forventninger at man måtte snappe efter vejret.

Efter at være blevet sluset ind fandt vi vores pladser. Denne dag var de at finde helt oppe under himlen, på bagerste række i svinget modsat stemningssektionen. Det var en helt ny, svimlende fornemmelse.

Foran os, under os, rullede stadion sig ud og strakte sig som en kat i solen. Bag os var beskidte glasruder, som dog var gennemsigtige nok til at man kunne kigge ned på det store opbud af gulblusede campister der havde slået lejr ude foran portene.

Opvarmningen startede, Nanok twerkede og jeg kunne ikke mærke mit ansigt af ren nervøsitet.
Jeg må nok erkende, at det meste er lidt tåget derfra, men visse ting kan jeg huske.

Jeg kan huske at jeg ved kampstart knappede min telefon op, og prøvede at forevige et øjeblik der aldrig vil kunne gengives på en iPhone.

At et par gutter, nogle rækker længere nede, på det nærmeste rev deres hår ud i totter, da Hedlund og Uhre ikke scorede på deres ubærligt store chancer. Deres forhenværende frisurer må have ligget i store bunker mellem deres fødder.

Jeg kan huske min sidemand på højre hånd, samt de violette skygger der hang ud under hans øjne.

Hvordan et par stressede duer tumlede rundt oppe under tribunetaget, hvordan FC Nordsjællands forsvar pludselig var reduceret til et hologram, og hvordan tårer tumlede ned ad kinderne på adskillige folk, i de kaotiske sekunder efter, Lasse Vigen havde sparket bolden i nettet og alting eksploderede.

Fællessang til ’Can’t Help Falling in Love’ i pausen, og hvordan en fyr på rækken, som havde siddet og svajet i sin egen verden, vendte sig om mod sin ven for at sige noget, og først dér opdaged at denne for længst var gået ned for at hente øl.

Slimane der kyssede den smukke plæne efter sin smukke scoring til 2-0, og hvordan jeg derefter skævede til kampuret hvert kvarter, blot for at konstatere at der kun var gået 5 minutter siden sidst, jeg kiggede.

Jeg kan huske hvordan brikkerne faldt på plads i min sidemands ansigt da kampen blev fløjtet af og selv den mest energiske jubelpessimist måtte give los.

Fyrværkeriet var nu ikke længere inde i hovedet, men derimod ude på den anden side. Ude i virkeligheden, som drømmene pludselig er begyndt at blande sig i, hvor Brøndby IF er blevet danske mestre 2021.

Deltag i diskussionen